Benægt, benægt, benægt

DER VAR en del at komme efter. Til gengæld gik hverken DR eller TV2 derfra med noget af betydning.

Søndag aftens to ivrigt annoncerede tv-interviews med den nyligt afgåede statsminister og eks-formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, lignede journalistisk synkronsvømning. De var glatte og ens.

LARS LØKKE må være tilfreds.

Men det var – interviewernes manglende modstandskraft til trods – interessant at se, at Lars Løkke fortsat er en mand i benægtelse. Nøjagtig som han har været det gennem alle sine bilagssager.

ELLER SOM HAN i sin tid sagde, da Venstres jyske afdelinger havde vanskeligt ved at forstå, at deres formand skulle have underbukser og jakkesæt foræret af den selvsamme partikasse, som de selv jævnligt smed en 20-krone i til kaffe og kage:

’Det er en detalje’.

Den erhvervede betænkningstid ved at forlade scenen via bagdøren havde tydeligvis ikke været en selvransagelses stund for Løkke. Fejlene er om ikke helt, så i hvert fald langt overvejende – på de andres side. Søndag aften så man en gammel kending bekvemt og behændigt veksle mellem politiker-Lars og privat-Lars.

HAN HAVDE ALDRIG deltaget i fløjkrig. Han havde såmænd ikke engang bemærket høtyvene og faklerne samle sig ude foran formands-gemakket. Men det skyldes jo, at han ikke selv er typen, der bærer nag. Løkke er et tilgivende menneske, der aldrig ser bagud, men fremad. Mod politiske resultater.

Sådan er politiker-Lars. Og så må vi da gerne kalde ham naiv, lød det fra privat-Lars.

VI FIK AT vide, at det gode menneske har vanskelige kår i en kynisk og lejlighedsvis ond politisk verden. Det er ensomt at være formand og statsminister. Og det gør det ikke lettere, når de andre smeder rænker og står og puster i gløderne konstant, og man overhovedet ikke selv er sådan. Og vi fik det alt sammen at vide på begge kanaler.

Selvfølgelig vil listen over spørgsmål, der ikke stilles, altid være lang. Det er imidlertid et problem, hvis listen over spørgsmål, der burde stilles, men ikke blev det, også er det.

DER ER SÅLEDES bagefter ikke nogen bølger af betydning. Sådan er det, når synkronsvømning udføres perfekt. 

168 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere