Bent og slaveriet

Debat er sundt: Bent Pedersen fra Haslev er en aktiv mand med mange meninger. Derfor har han siden 2014 skrevet mere end 200 læserbreve i Ekstra Bladet.

Onsdag mente Pedersen, at 'slaveriet i virkeligheden var en gave til Afrika'.

Det er et af de mest absurde synspunkter, jeg længe har mødt. Men det er Bents mening, og en avis, som Ekstra Bladet, der har højt til loftet og bredde til væggene, kan naturligvis rumme det.

Det var der til gengæld mange andre, der ikke kunne. Primært fra gruppen af politisk korrekte meningsdannere, der forventer, at de har monopol på at få taletid i medierne. Bent Pedersen er ikke en af dem. Han er i den grad politisk ukorrekt. Han mener det forkerte. I hvert fald ifølge de politisk korrekte mainstream-meningsdannere. Derfor skulle Ekstra Bladet ifølge disse ikke have trykt Bent Pedersens læserbrev.

Holdningen på parnasset er, at de, der mener noget forkert, skal ties ihjel. Men det får jo ikke Bent Pedersen til at mene noget andet. Selv om vi ikke havde trykt hans seneste læserbrev, havde han stadig ment, at slaveriet var en gave til Afrika. Og er hele grund-idéen med et demokrati netop ikke, at vi skal kunne rumme holdninger, vi ikke bryder os om? Hvordan kan vi mene, at vi får et bedre demokrati ved at udelukke nogen fra at deltage i den offentlige debat?

Og hvis man diskvalificerer meninger – hvor absurde de end måtte forekomme – vil man så til sidst kunne finde ud af, hvad man i virkeligheden selv mener?

Ekstra Bladet er formentlig det eneste danske medie, der ville trykke Bents læserbrev om slaveriet. På de pæne, politisk korrekte mainstream-medier slår de korsets tegn for sig og kalder Bent racist. Jeg har også kunnet læse mig frem til, at en debatredaktør på Jyllands-Posten følte sig kaldet til at irettesætte Ekstra Bladet, fordi vi gav Bent spalteplads. Debatredaktøren understregede, at han ellers normalt ikke var sådan en, der blandede sig i andre mediers arbejde.

Hvorfor ikke, spørger jeg bare. Det kaldes debat.

Jeg tror ikke, folk med ekstreme synspunkter bekæmpes med meningskontrol og censur. De bekæmpes ved, at de får lov til ytre sig. Så er der mindre at være vred over. Jeg kender ikke Bent personligt. Men i Sverige brænder folk, der mener det samme som Bent, flygtningecentre af. Bent får luft i Ekstra Bladets spalter. Det får hans ligesindede på den anden side af Øresund ikke i de svenske aviser.

At censurere Bent og hans ligesindede ville være at forære dem et martyrium. At trykke Bents læserbrev er det modsatte. Det er at udsætte ham for den offentlige menings afvæbnende vid.

jeg foretrækker at sende en hilsen til de ansvarlige for skolevæsenet i Haslev og omegn: Bent Pedersen er for mig at se eksemplet på, at historieundervisningen i Haslev i den grad er slået fejl.

178 kommentarer
Vis kommentarer