Berufsverbot

 

NICOLAI SENNELS er en mand med meget stærke meninger om muslimer. Han giver ofte udtryk for dem, og han gør det jævnligt på en måde, der er groft generaliserende og voldsomt nedsættende.

Senest har han vakt opmærksomhed ved at stille sig i spidsen for den islamkritiske organisation Pegida.

SENNELS arbejder i det daglige som skolepsykolog i Københavns Kommune, og den kombination har fået flere til at reagere. 11 af mandens kolleger har skrevet brev til Børne- og Unge-udvalget i Københavns kommune, hvor de udtrykker mistillid til ham.

Socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation, har krævet Sennels fyret. Det samme har Jan Hoby, som er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.

DE BEVÆGER sig ud på et farligt skråplan. Vel er Sennels’ synspunkter formørkede, fordomsfulde og frastødende, og han giver jævnligt udtryk for dem på en måde, der er blottet for anstændighed.

Men det har han ret til at gøre. Ytringsfriheden omfatter også offentligt ansatte, og den omfatter også retten til at have synspunkter og ytre dem, selv om andre finder dem afskyelige.

Så længe Sennels’ arbejde ikke præges af hans rabiate holdninger, kan de aldrig være en legitim grund til at afskedige ham.

YTRINGSFRIHEDEN er på den måde en besværlig sag, men skal den have nogen værdi, må vi kæmpe for retten til at sige ting, der er os inderligt imod.

Og friheden omfatter naturligvis også beundrere af massemordere som Stalin og Mao, tilhængere af Hizb-ut-Tahrir, nazister, fascister, kommunister og så videre.

ALTERNATIVET er nemlig skræmmende. De mennesker, der mener, at Nicolai Sennels nu skal rammes af berufsverbot, åbner en afgrund.

I dag er det så islamofobi, der skal udløse en fyreseddel. Men hvilken holdning vil i næste uge være farlig at have? Og hvem afgør, hvad man ikke har ret til at mene eller sige?

JENSEN, HOBY med flere bør tænke sig om. Hvem ved? En dag kan det være deres synspunkter, der af et flertal betragtes som fyringsgrund.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere