Bivirkninger

LANDETS NYE miljøminister Lea Wermelin (S) begynder med et løftebrud. Det er efterhånden velkendt, når socialdemokraterne erobrer magten.

FØR VALGET førte partiet og ikke mindst formand Mette Frederiksen sig frem med, at nu var det slut med at være landbrugets forlængede arm. Nu skulle bl.a. miljøet i stedet i fokus.

ISÆR BIERNE havde den daværende miljøordfører Christian Rabjerg Madsens interesse. Heldigvis, for biernes antal styrtdykker, fordi landbrugets dyrkningsmetoder slår dem ihjel. Bl.a. med gift.

GANG PÅ gang fór miljøordføreren i flæsket på VLAK-regeringen, da den blev ved med at tillade bønderne at bruge giftmidlet neonikotinoider. En af bivirkningerne er, at midlet dræber bier. Derfor er det forbudt i EU.

SVENSKERNE har f.eks. udstedt et klokkeklart forbud mod giften. Men i Danmark blomstrer hykleriet – nu med miljøminister Lea Wermelin i front.

SOM EN af sine første embedshandlinger har hun svaret Folketinget, at i stedet for det lovede totalforbud vil dispensationerne fortsætte. I et forsøg på at virke ansvarlig, anfører hun patetisk, at ’Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis’.

SKOLEMESTER-AGTIGT tilføjer hun, at der ikke findes kemiske alternativer til giftmidlet. Og hvad så, må man spørge? Hvad er alternativet til bier?

VIDERE skriver miljøministeren, at landmændene bruger en lav koncentration af de forbudte midler, som ’ikke udgør en uacceptabel risiko’.

JAVELSÅ. EU’s landbrugs-eksperter, der næppe kan stemples som miljø-fundamentalister, mener tydeligvis noget andet. Det samme gælder de socialdemokratiske vælgere samt biavlerne, der troede på de løfter, der blev givet før valget.

MENNESKET tror, det er det mest intelligente væsen på kloden. Men hvor klogt er det at udrydde bierne, der er nødvendige for vores eksistens?

INTENSIVT landbrug – og her er Danmark helt i front – udgør i sig selv en trussel mod biernes eksistens. Så er det, for nu at udtrykke det diplomatisk, aldeles rablende at tillade et giftmiddel, der får bierne til at miste orienterings-sansen og dermed dø.

MEN LØFTEBRYDEREN Lea Wermelin mener, at det er acceptabelt. Hun skal nok blive gode venner med et forstokket, giftfikseret landbrug.

186 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere