Blålys

Simon Emil Ammitzbøll-Billes forsøg på at gøre noget stort ud af skattelettelserne gør kun ydmygelsen værre for
Liberal Alliance. Foto. Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau/Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Billes forsøg på at gøre noget stort ud af skattelettelserne gør kun ydmygelsen værre for Liberal Alliance. Foto. Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau/Scanpix

SÅ KOM DER skattelettelser. Ud af det blå, som man siger. Og så så man Liberal Alliances økonomiminister stå og hoppe i VLAK-regeringens holdopstilling med ordene: ’Alle skattelettelser er gode skattelettelser, alle skattelettelser er gode skattelettelser’.

SIMON EMIL Ammitzbøll-Billes ord synes dog blot at sætte en fæl streg under, hvad partiets leder, Anders Samuelsen, triumferende lovede før jul om ’historiske skattelettelser’. Og hvor han på Twitter skrev: ’Mange har tvivlet på, om skattelettelserne kom. Nu kommer de. Inden jul endda. Og de bliver de største i mands minde. Tillykke Danmark’.

’STØRSTE SKATTELETTELSER i mands minde’ svarer til en ekstra pakke Stryhns om ugen for de fleste. Hvormed skattereformen også har fået et passende øgenavn i dagbladet Børsen: ’Leverpostejsreformen’. Et lille beløb er reelt smurt tyndt ud over et stort område. For Danmarks virkelige regering, Dansk Folkeparti, har besluttet, at sådan skal det være.

VLAK-REGERINGENS egentlige glædesstund i denne forbindelse er vel, at den fik syet endnu et åbent sår sammen og prøvende kan humpe videre for at teste, om alle lemmer stadig er der, og at den hænger nogenlunde sammen endnu.

Dansk Folkeparti har ikke fået en eneste rift. Hvor der før jul var tale om at bruge milliarder af kroner fra det såkaldte råderum til Liberal Alliances løfte om skattelettelser i toppen, bruges der nu en brøkdel på at lette i bunden, nøjagtig som Dansk Folkeparti ønskede.

MED DEN aktuelle skattereform er VLAK-regeringens svaghed nok en gang udstillet. Såvel som dens egentlige skudsmål, når det gælder at skrive sig ind i ’mands minde’, er blevet gentaget. Regeringen er regering for enhver pris. Statsministeren er statsminister for enhver pris. Og Liberal Alliance er tilsyneladende også med i regeringen for enhver pris. VLAK-regeringens politik ledsages dermed oftest af en skuldertrækkende beklagelse a la ’det var ikke det, vi ville, men det var, hvad det kunne blive til’.

SIMON EMIL Ammitzbøll-Billes – skal vi kalde det ’hoptimisme’ – og forsøg på at gøre noget stort ud af noget minimalt gør kun ydmygelsen værre for ham selv og Liberal Alliance. Det mest blå, LA indtil nu har fået ud af at være i regering, synes at være mærker.

SET UDEFRA tænker man: Hvornår hejser Liberal Alliance det hvide flag?

273 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere