Bland jer udenom

Ryger-jagten kan blive grænseoverskridende. Foto. Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Ryger-jagten kan blive grænseoverskridende. Foto. Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

ALLE kommunalt ansatte skal forbydes at ryge i arbejdstiden, lyder en opfordring fra Kommunernes Landsforening. Også når de kører på cykel eller er ude i det fri langt fra arbejdspladsens matrikel! Det er den sidste del – rygning på udbane – der får både fagforbund og private til at rejse børster. Hvis et forbud er helt fornuftsstridigt, skal arbejdsgiverne holde snitterne væk.

OM EN grøftegraver så står mutters alene ude på en mark og pulser op mod lærkerne, eller en hjemmearbejdende HK’er går ud på sin terrasse med en smøg i flaben, så skal det være totalforbudt i arbejdstiden, mener KL.

’NU MÅ de sgu tage sig lidt sammen’, siger en gruppe hovedrystende brandmænd i Aalborg til Ekstra Bladet: De må godt slukke brande, hvor der jo ofte optræder en del røg. Men vil de tage en smøg for at få pulsen ned efter en indsats, stadig ude på brandstedet, er det forbudt???

GU ER rygning livsfarligt. Det er der vist ingen, der betvivler. Og de mange rygeforbud ved lov de senere år er slået betydeligt mere smertefrit og massivt igennem, end mange forudså, da de kom på bordet. Folk har rettet beredvilligt ind efter alt, hvad der virker fornuftigt og hensynsfuldt over for omverdenen. For både rygere og ikkerygere har mange af reglerne ligefrem været en befrielse eller i hvert fald noget, man kan se fornuften i.

MEN Kommunernes Landsforening og politikerne skal lige overveje, hvad de har gang i denne gang, at dømme efter reaktionerne. Hvis en ny ryger-jagt virker helt ude i hampen, ryger (!) opbakningen. Og de hundredtusindvis af kommunalt ansatte får bange anelser om endnu flere Djøf-agtige forslag, der måske ser fikse ud fra skrivebordet, men som får folk ude i virkeligheden til at sige ’her stopper ploven’.

’EN GLIDEBANE’, kalder Bodil Otto, en kommunal HK-formand, det kommende forbud mod at ryge i arbejdstiden uden for arbejdspladsen. For hende handler det lige så meget om, at hæmningsløsheden også snart rammer andre end rygerne. Må de overvægtige tage mayonnaise i kantinen? Må man have sin egen madpakke med, hvis den er federe end dét, der ellers bliver serveret?

OGSÅ brandmændene peger selv på, om der snart skal skrides ind, hvis en tyk kollega tager en kage i kaffepausen?

OG HVORDAN skal kommunekontoret håndhæve de påtænkte forbud? Droner over hovedet på cyklende hjemmehjælpere, der damper på en Prince Light på vej fra en pensionist til den næste?

TIDLIGERE har man forsøgt at indføre rygeforbud for en traktorfører i hans styrehus. Det blev også til grin.

237 kommentarer
Vis kommentarer