Blasfemisk

EN 42-ÅRIG MAND fra Nordjylland er blevet tiltalt efter straffelovens såkaldte blasfemiparagraf, fordi han har lagt en video på Facebook, hvor han brænder Koranen af.

Paragraffen lyder: ’Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudedyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.’

Den har ikke været brugt siden 1971, hvor to programchefer fra DR blev frikendt for at have tilladt sangerinden Trille at synge visen ’Øjet i det høje’.

EKSTRA BLADET har i mange år argumenteret for at afskaffe blasfemiparagraffen.

Den tilhører en anden, mere formørket tid, og når paragraffen tages i anvendelse, bliver den benyttet til at knægte ytringsfriheden.

For nogle år siden brændte en kunstner en bibel af for åben skærm, men her afstod rigsadvokaten heldigvis fra at rejse sigtelse.

Hvorfor så fare ud med bål og brand, når det drejer sig om Koranen?

Svaret er enkelt. Det er et spørgsmål om frygt.

MYNDIGHEDERNE er simpelt hen bange for, at det vil udløse en ny Muhammedkrise, hvis der ikke skrides ind over for afbrændinger af muslimernes hellige skrift. Hensynet til religiøse følelser står over ytringsfriheden.

Fra politisk side forsøger man at imødegå truslen fra religiøs ekstremisme ved at lægge låg på den mest harske kritik af religion.

DET BETYDER, at ytringsfriheden er under voldsomt pres. På et år har vi fået indført både imamlov og indrejseforbud for hadprædikanter.

Selv om både EU og FN har anbefalet Danmark at afskaffe blasfemiparagraffen, vil justitsminister Søren Pape (K) kun gå med til at ’drøfte sagen’.

SELVFØLGELIG skal vi have lov til at reagere, når vi støder på religiøse overgreb. Straffeloven indeholder i forvejen rigeligt med paragraffer, som kan bruges, hvis man går for vidt.

Med de menneskeforkrøblende religioner, der trives i Danmark, fra islamistiske grupper til Jehovas Vidner, er det på tide at fjerne denne begrænsning af menneskers ret til at ytre sig.

Også selv om det sker i form af tåbelige, rituelle bogafbrændinger.

213 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere