DET MEST tåbelige udsagn fra årets Folkemøde på Bornholm faldt allerede i forgårs fra den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, i en tale:
’Politik er gået i stykker,’ sagde hun og hævdede, at der mangler idéer og visioner i dansk politik.
Et vildt udsagn, egentlig. Men også dumt. Samt blottet for selvindsigt.
TILLAD MIG at påpege, at Radikale Venstre her forveksler egen tilstand med nationens. Man har aldrig forstået, at det kan gå udmærket for landet, selvom det modsatte er tilfældet for Radikale Venstre.
Det er rørende, at Sofie Carsten Nielsen har gjort sig til rejsende sprechstallmeister for en nederlags-fortælling om, at verden er af lave, al den stund at det er hendes eget parti, der oven på sexisme-skandale og diverse desertører i folketingsgruppen er i forfald.
Ud over på dramatisk og helt urimelig vis at offergøre sig selv og sit parti mener hun at kunne betjene sig af indholdsløse hensigts-floskler, der falder for ’ikke-testen’. Hvilket de radikale ofte gør.
VI ER MANGE, der mindes kampagnen: ’Vi tror. På fremtiden. Vi lytter. Før vi beslutter. Vi samarbejder. Med dem der vil.’ Okay, og det gør de andre partier ikke? Skal vi prøve med bullshit-detektoren og sætte et ’ikke’ ind? ’Vi tror ’ikke’. På fremtiden. Vi lytter ’ikke’. Før vi beslutter. Vi samarbejder ’ikke’. Med dem der vil.’
I ET SLAGS interview i Politiken sammen Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, slog Sofie Carsten Nielsen og LA-lederen til lyd for et blåt for-ståelsespapir, hvor man i en ny folketingssamling samler alle ’de blå’ – inklusive Kristendemokraterne og Lars Løkkes foreløbige fatamorgana, Moderaterne. Hvilket var som at høre to naboer over hækken fantasere om, hvad de vil gøre, hvis de vinder i lotto.
RADIKALE LEVER således i den indbildning, at man er det moralske centrum i Danmark. Vi andre ser derimod det indlysende: At de radikale i dag er blevet det modsatte. De radikale er blevet et udkantsområde i dansk politik.
Konfrontationslinjen på Christiansborg gik i årevis mellem Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Nu er der ingen konfrontationslinje. Der er populært sagt kun Mette Frederiksen og ingen modstand, ingen konfrontation. Og Radikale Venstre og DF deler nu samme marginaliserede skæbne uden mål og midler som de to partier, der formentlig frygter et valg mest.
DET KAN MAN naturligvis forsøge at fremstille, som om ’politik er gået i stykker’. Men ikke alene bør man anfægte denne løgn. Jeg vil gerne tilføje, at Sofie Carsten Nielsen mest af alt lyver for sine egne og sig selv.