BØRN BLIVER GASSET

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

I DENNE UGE så jeg dokumentarfilmen ’The Cave’. Det er en film, man i virkeligheden ikke har lyst til at se, men som man SKAL se. Og når man har set den, vil man aldrig mere kunne vende ryggen til det folkemord, der foregår lige nu i Syrien.

BØRN bliver gasset, bombet og sultet, uden at vi gør noget. Det er grusomt og forfærdeligt, og jeg skal på ingen måde gøre mig selv bedre end andre. Jeg ønsker også at glemme. Og på Ekstra Bladet dækker vi ikke folkemordet i detaljer. Som Anna Sol Jørgensen skrev til mig på twitter: ’Det er ellers gået meget godt med ikke at nævne de ca. 20 dræbte og 65 sårede efter et luftangreb på et marked i Idlib i går.’

Ja, dobbeltmoralen driver ned af væggene her på hjørnekontoret.

MEN DERFOR kan man jo godt blive berørt, når man går i biografen og ser det hele dokumenteret. I ’The Cave’ ser vi, at angrebene fra luften på civil befolkningen foregår hver dag, mange gange om dagen og er blevet ved år ud og år ind. I snart seks år har syrisk og russisk militær sønderskudt huse, mennesker og håb i den belejrede bydel Øst Ghouta. De 400.000 indespærredes eneste håb om hjælp er fra lægerne og sygeplejerskerne i hulen under bydelens nu sønderbombede hospital. 

VI FØLGER den 30-årige kvindelige børnelæge, Dr. Amani, der sammen med sit heroiske team giver børn og voksne den ellers umulige hjælp. De mangler alt. Patienterne opereres uden bedøvelse, eneste lindring er toner af opera fra YouTube. Vi, der ser på i biografen, får en påmindelse om, at den menneskelige evne til overlevelse er ufattelig. Midt i alt elendigheden ser vi, hvordan lægerne arrangerer en fest for børnene med bamser og noget, der minder om slik. Et øjeblik af glæde. Et kort glimt af håb.

MÅSKE FORSTÅR vi først for alvor folkemord, når vi ser det på film. Det er ellers ikke, fordi historien er ny. Tænk blot på nazisternes jødeudryddelse, Pol Pot i Cambodia, Vietnamkrigen og folkemordet lige uden for vores egen gadedør i Bosnien i 90’erne.

HVORFOR VENDER VI igen ryggen til et folkemord? Historien burde have lært os bedre. Formentlig fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Men nu kan du faktisk gøre noget. Gå i biografen og se ’The Cave’, så får vi nemlig ikke lov til at glemme folkemordet i Syrien. Og det er det vigtigste. At vi ikke glemmer.

For som Dr. Amani siger i filmen: ’En dag skal de skyldige stilles til regnskab’.

335 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere