Borgens paradis

DRØMMEN OM selv at skrue sin pensionering sammen med det bedste fra alle ordninger er for befolkningen kun ... en drøm!

PÅ CHRISTIANSBORG, hvor politikerne jo af gode grunde har fingrene dybt nede i suppen, både som lovgivere og som borgere i egen lovgivning, er det imidlertid virkelighed.

RESULTATET er et festfyrværkeri af kreativitet og selv-forgyldning som beskrevet i Ekstra Bladet i går og i dag.

TAG NU NOGET som skæringsdatoen for at gå på efterløn. Noget mange i samfundet ser frem til som en tiltrængt tilbagetrækning, hvor de stopper på arbejdsmarkedet. Og hvor reglerne er knivskarpe, hvis man gerne vil arbejde lidt videre på nedsat kraft. Eller andre knokler videre, men får så til gengæld ikke pengene, før de stopper.

EKS-MINISTRE står ikke over for dette dilemma på deres livsvej: Nej, de får pensionen, allerede når de når efterlønsalderen. Uanset om de arbejder videre eller ej. Og de vil typisk gerne blive i Folketinget, lidt tilbagelænet. Princippet er: Hvorfor vælge, når man kan få begge dele?

DE PÆNE ministerpensioner bliver så senere suppleret med pensionen fra Folketinget, når man forlader Borgens paradisiske kuvøse. Som f.eks. Anders Fogh, der nu henter over 600.000 kroner årligt i pensioner fra sin tid som politiker og minister. Samtidig med, at han skovler penge ind i sin private virksomhed.

MINISTERTIDEN trækker vitterlig søm ud: De kommer friske ind, og går for de flestes vedkommende gråhårede og slidte derfra, uden at nogen er dem specielt taknemmelige.

MEN DÉT er der sådan set mange, der oplever. Forskelsbehandlingen skærer i øjnene.

OG NÅR TAG SELV-BORDET af og til bliver diskuteret, bedyrer de fleste altid, at dét må stoppes. Men når det kommer til stykket? Så spiller klaveret pludselig helt anderledes. Hvorfor undvære, når man kan kan nøjes med at dreje skruen for de andre ude i samfundet og samtidig selv score kassen?

54 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere