Borgerlige Mette

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

RØD BLOK ER på det nærmeste sprængt efter Socialdemokratiets nye og meget omfattende asyl- og udlændingeplan.
Hos både de radikale og Alternativet møder udspillet hård kritik. Uffe Elbæk (AL) understreger således, at det vil gøre det sværere for hans parti at pege på Mette Frederiksen som statsminister i en kommende ny regering.

OG HOS ENHEDSLISTEN er flere nu på banen med direkte trusler. Medlemmer af hovedbestyrelsen hævder, at S-planen krydser en rød linje, som kan få partiet til at trække støtten eller stille et mistillidsvotum til en rød regering.
Som Per Clausen, tidligere folketingsmedlem, udtrykker det: – Vi vil ikke bare af med Løkke. Vi vil også af med hans politik.

VI TROR NU IKKE, at de barske udmeldinger fra de tre rød blok-partier får Mette Frederiksen eller Henrik Sass Larsen til at ligge hvileløse om natten.
For den slags trusler har de mødt før.

MANGE HUSKER endnu, hvordan Johanne Schmidt- Nielsen stillede sig op foran rullende kameraer og erklærede støtten til Helle Thorning-regeringen for død, fordi Bjarne Corydon i 11. time indgik et skatteforlig med Lars Løkke. – S pisser på os, rasede Johanne.
Men konsekvenserne udeblev.

SPØRGSMÅLET ER også, i hvor høj grad en kommende S-regering vil bygge sin eksistens på støtte fra de tidligere venner i rød blok.
Hverken Mette F. eller Henrik S. har lagt skjul på, at de efter et valg vil satse på det brede samarbejde hen over midten i Folketinget. Og her tænker de først og fremmest på Dansk Folkeparti og Venstre.
Og ikke på Enhedslisten. Eller Alternativet. Eller Morten Østergaard.

FORARBEJDET er gjort – meget grundigt endda. Socialdemokratiet har indbygget borgerlige mærkesager i sin politik – ikke mindst på flygtninge- og indvandrerområdet.
Og det tætte parforhold mellem Mette og Tulle har gjort det utænkelige tænkeligt, nemlig at S og DF kan finde på at gå i regering sammen.

SANDSYNLIGHEDEN FOR, at Enhedslisten bliver tungen på vægtskålen i forbindelse med den næste regeringsdannelse, er derfor ikke særlig stor.
På den baggrund virker truslerne tomme.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen