Borte med blæsten

’TYVERI ved højlys dag’. Citatet fra Pelle Dragsted, Enhedslisten, forklarer præcist, hvad skatteborgerne udsættes for ved børsnoteringen af Dong.

UFATTELIGE ti milliarder kroner – og det er tilmed lavt sat – står den internationale kapitalfond Goldman Sachs til at score på blot to år efter at have skudt otte milliarder kroner i energi-mastodonten. Dongs ledelse står til at tjene omkring en halv milliard – altså ud over deres i forvejen vindtætte løn.

DEN ENORME fortjeneste hænger sammen med, at Dong i dag vurderes til ca. 100 mia. kr. – mere end tre gange så meget som da Goldman Sachs købte aktier.

DENNE kolossale værdistigning får Pelle Dragsted til at tale om tyveri. Han mener i lighed med utallige finans-eksperter, at den nye vurdering beviser, at staten solgte alt for billigt.

BJARNE CORYDON, finansminister i den daværende SRSF-regering, der stod for salget, har afvist alle anklager. Det samme gør nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som jublede over Dong-salget. Det gør han stadig.

HØJRØD i hovedet agerer Komiske Claus pr-medarbejder for Corydon og påstår, at Dongs værdistigning netop skyldes Goldman Sachs’ aktiekøb.

SKULLE det være korrekt, besidder kapitalfonden clairvoyante evner til at finde penge. For blot to måneder efter aktiehandlen var Dongs værdi allerede steget med 21 mia.

STIGNINGEN skyldtes dog ikke kapitalfondens troldmænd, men alene at Storbritannien – som alle havde forventet – gav støtte til vindmølle-parker opført af Dong.

SÅ MISTANKEN vil klæbe til socialdemokraten Bjarne Corydon: Han solgte ud af Dong – og tilmed til en kapitalfond der er berygtet for skattefifleri. Det vil ses som endnu et bevis på, at Helle Thorning (S) som regeringschef førte en politik, der var endnu mere blå, end blå blok turde drømme om.

DE TI MIA., som Goldman Sachs får foræret, vil være borte med blæsten. De mange penge kunne for eksempel være brugt til at nedsætte V-regeringens bebudede skattestigning.

BLÅ BJARNE er også væk. Det samme er hans argumenter. Borte med blæsten. Men der er skatteborgernes vrede og forargelse fandeme ikke.

170 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere