Branchen fra helvede

MED JÆVNE mellemrum kårer forbrugerne i hele Europa de brancher, de har tillid til, og dem, de hader og har dårlige erfaringer med. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver derefter en opgørelse over resultaterne inden for 40 sektorer.

DEN NYESTE rapport viser, at alt er sørgeligt meget ved det gamle i Danmark: Tele- og mobilbranchen er igen en bundskraber.

VI FORBRUGERE kan ikke undvære vores telefoner og abonnementer. De koster os kassen, og for langt de fleste gælder, at vi nærmest køber med bind for øjnene, for det er umuligt at sammenligne de forskellige tilbud.

DE FLESTE ender for det første med at købe dyrere telefoner og abonnementer, end de har brug for. Mange af aftalerne har derudover undtagelser skrevet med mikroskrift, så røven bliver taget ekstra på forbrugerne.

EN HELT uholdbar, kronisk tilstand i en sektor, som betyder så meget for danskerne.

DET er naturligvis ikke, fordi vi er dummere end som så – salg af telefoner og abonnementer får bare taskenspillerne fra Østeuropa, der jonglerer med bægre og forsvindingsnumre på gågaderne, til at ligne de rene spejderdrenge.

OISTER er et af de selskaber, der narrer kunderne. Som Ekstra Bladet beskrev i går, annoncerede firmaet fra 2012 til 2015 med, at prisen aldrig ville blive ændret. Det blev den så i 2017. Kunderne var stiktossede!

DET ER der sådan set ikke noget nyt i. Det opsigtsvækkende er, at tre af dem klagede til Teleankenævnet. Og her – to år senere – har de fået medhold!

SELSKABET vil som sædvanlig hellere dø end indrømme, at de har været for smarte. Men de betaler de tre kunder en kompensation på 1000 kr. Helt individuelle sager, bedyrer Oister. Som derfor ikke på eget initiativ agter at kompensere de tusindvis af andre kunder, hvis pris også blev ændret på trods af aftalen. Men dét svar skal kunderne ikke finde sig i, siger Forbrugerrådet til Ekstra Bladet.

OG HOSTER Oister ikke op med pengene, står Teleankenævnet klar til at modtage klager, forlyder det.

VI SKAL åbenbart selv spille politibetjente i den betændte branche, og når der er udsigt til at få ret, er det da om at komme ud over stepperne, også for princippets skyld, og håbe på at få branchen fra helvede til at rette ind.

TIDLIGERE sørgede det offentlige for en teleguide. Men den nedlagde daværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i 2011.

TELEINDUSTRIENS direktør, Jakob Willer, bedyrede i går i Ekstra Bladet, at han gerne vil invitere Forbrugerrådet til møde, for han var ikke forbavset over, at Danmark ligger i bunden, når det gælder gennemsigtighed og forbrugertillid i mobilbranchen. Man kan så undre sig over, at han ikke på eget initiativ er gået i gang ...

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere