Briternes egen Trump

Foto: Scott Heppell/Ritzau Scanpix
Foto: Scott Heppell/Ritzau Scanpix

Britisk politik har i over tre år siden brexit-afstemningen lignet en ulykke i slowmotion.

Hvis den tidligere udenrigsminister Boris Johnson placeres bag rattet på tirsdag, vil man også få en chauffør, der formentlig kører nationen, som om han har slået hovedet.

Boris Johnson er favorit i tvekampen mod den nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt om at blive leder af de britiske konservative og dermed premierminister.

Fortvivlelsen breder sig således mange steder. Ikke blot blandt briter, der ønsker at blive i EU. Men også blandt brexit-tilhængere, der efterhånden ikke aner, om Johnson er mand for som lovet at hive Storbritannien ud af Den Europæiske Union 31. oktober.

Boris Johnson er mere kendt for sin flamboyante fremtræden og kontroversielle udtalelser end sin politik. Han er en show-politiker. En mand omgærdet af skandale. Senest på grund af et slagsmål med sin kæreste. Johnson har beskyldt partikollega og premierminister Theresa May for at iføre den britiske forfatning en selvmordsvest. Han blev dertil i sin tid som journalist fyret for at digte. Og han har et barn uden for ægteskab som følge af en affære.

Intet synes dog at kunne rokke ved, at et flertal af de omkring 160.000 konservative partimedlemmer, der tirsdag kårer Storbritanniens næste premierminister, peger på Johnson. Flere vil dertil hævde, at Boris Johnson brillerer på billig baggrund, da modstanderen Hunt har nok at gøre med at forklare, at han oprindeligt gik ind for Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, men nu har ændret holdning.

Fortvivlelsen breder sig ligeledes i erhvervslivet og blandt investorer. Johnson har kundgjort, at han i stedet ønsker at læne nationen op ad USA. Det er her, der i fremtiden skal handles. Men den britiske ambassadør i USA er netop gået af på grund af lækkede Trump-kritiske kommentarer, der har affødt en rasende reaktion fra USA’s præsident. Dertil synes Trump-administrationen ikke ligefrem glad for yde andre lande ret meget råderum i handelsaftaler.

En konklusion tårner sig op over alle andre, hvis Boris Johnson i den kommende uge træder ind i Downing Street 10. Mere end at sige noget som helst om Johnson, vil det godtgøre, hvilken skade brexit-ulykken har påført nationen. Storbritannien vil have fået sin egen Trump.

411 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere