LAD OS REPETERE den mest skrevne leder i Ekstra Bladet det seneste årti:
Vi skal djøf’ernes regime til livs. Der skal fyres forvaltere i det offentlige. Helst hurtigt. Og helst mange.
I dag kan Ekstra Bladet bringe dugfriske tal fra Kommunernes Landsforening, der dokumenterer, at statslige styrelser fortsat vokser vildt og uhæmmet. På trods af statsminister Mette Frederiksens flere-årige ambition om det modsatte er hun blevet en bureaukrati-dronning. Siden 2016 er der kommet næsten 12.000 flere årsværk i styrelserne. Det er en stigning på 46 procent.
DANMARK har verdens største offentlige sektor målt pr. indbygger. Men ikke nødvendigvis til gavn for borgerne. Vi gør ofte opmærksom på, at en herskende klasse af projektmagere og bureaukrater har haft succes med at gøre det danske velfærdssamfund til sit eget beskæftigelsesprojekt. De kolde hænder har vredet armen rundt på de varme i et kontrol- og afrapporterings-regime og lagt det offentlige i benlås.
Alle ved det. Alle politikere er imod. Selv djøf’erne ved det og kom endda på et tidspunkt med et forslag til bekæmpelse. Ansatte i det offentlige skulle bruge ti timer mere om måneden på borgerkontakt, hed det. Hvilket lød tilforladeligt. Indtil ironien gik op for en: Djøf ville indføre kontrol med fordelingen af offentligt ansattes arbejde for at komme kontrol med fordelingen af offentligt ansattes arbejde til livs. Netop sådan bestøver et bureaukrati sig selv. Under dække af at være et ' selvopgør'.
NØDVENDIGHEDEN af et ægte opgør skriger fra alle styringsregimets samlinger. Men det kræver konkrete, ubehagelige beslutninger. I sundhedsvæsnet ved man for eksempel, at man her må fyre en bunke ’kolde hænder’, så der bliver råd til flere ’varme’, som hermed tillige får fred fra djøf’ernes regime.
Der er tilmed masser af arbejde i det private erhvervsliv lige nu. Timingen for fyringer i diverse styrelser kan ikke være bedre.
Alle danske regeringer har erklæret bureaukratiet i velfærdsstaten krig. Og alle har tabt. De sidste 50 år er antallet af offentligt ansatte tredoblet. Bare det seneste år er styrelserne vokset med yderligere fem procentpoint målt i årsværk sammenlignet med 2016, som man kan læse i dagens Ekstra Bladet.
'INDFØRER MAN EN regel, skal en anden fjernes,’ lød det fra Mette Frederiksen for bare et halvt år siden. Hvortil vi kommenterede: Hvad med en regel om, at ansættes en djøf’er et sted i det offentlige, skal der vinkes farvel til to et andet sted?
Det er tydeligt, at statsministeren og regeringen har mistet såvel grebet som overblikket.