Butiks-terror

BUTIKKER i Brønshøj i det nordvestlige København terroriseres af en indvandrerbande. Gang på gang har de fortvivlede ansatte meldt bandens hærgen til politiet.

OG HVAD har politiet gjort? Lige præcis intet. Zero. Nada. Nul og niks. Det skriger til himlen.

FOR vi taler ikke om enkeltstående, tilfældige drengestreger. Der er tale om planlagt og systematisk butiks-terror.

EJEREN af et vaskeri fortæller, at indvandrer-bøllerne adskillige gange har smadret hans inventar. Nu orker han ikke mere meningsløst hærværk. Han lukker og slukker.

I DEN lokale Døgnnetto beretter ledelsen, at drengebanden inden for de seneste måneder har stjålet varer for over 20.000 kr. Knægtene bærer åbenlyst kasser med bl.a. øl og slik ud på gaden.

SIDSTE lørdag stjal de ifølge det oplyste varer for 6000 kr. Bøllerne gik nemlig på rov på hylderne
ikke én, men tre gange den dag.

BANDEN findes umaskeret på overvågnings-bånd, og Netto har ifølge ledelsen indgivet adskillige anmeldelser til politiet.

MEN forgæves. Ordensmagten har ifølge Netto end ikke gidet ulejlige sig ud. I stedet er butikken blevet opfordret til at sende en mail!

SÅ GREL blev situationen, at Netto i frustration skrev direkte til justitsminister Søren Pind (V). Hvordan landets selvudnævnte sherif umiddelbart reagerede på brevet, vides ikke.

DOG står det klart, at der først i går for alvor skete noget, nemlig da medierne omtalte de lovløse tilstande i Brønshøj.

MED andre ord: Sheriffen og hans folk rider først, når pressen har sadlet.

POLITIET har ikke ressourcer og mandskab til at efterforske enhver lovovertrædelse. Det ved alle. Det handler om at prioritere.

MEN det ligner en fejlprioritering af de helt store, at ordensmagten ikke for længst har standset de unge, der ikke respekterer forskellen på dit og mit.

FOR spredes det indtryk i bande-miljøerne, at butikker er rene tag selv-borde, så går det for alvor galt.

137 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere