JEG ER Ekstra Bladets nye ansvarshavende chefredaktør. Men det er egentlig ikke vigtigt.

Der findes en lidt traurig tendens til at puste vigtigheden af chefredaktører op. Enkelte gør det endog selv. Pludselig er selvforståelsen, at netop deres lederartikler er stentavler, som folk nok stimler benovet sammen på gaden for at læse. Og sådan er det jo ikke.

NATURLIGVIS KAN man ikke sætte en hvilken som helst stratenrøver i front for 'Bladet'. Der skal en vis robusthed til. Samt en pæn portion faglighed. Men når det ikke er så hulens vigtigt, at netop jeg nu bestrider posten, skyldes det, at Ekstra Bladet til syvende og sidst defineres af medarbejderne.

DET ER DE anarkistiske, anti-autoritære, evigt nævenyttige og nysgerrige journalister, fotografer, redigerende og andre styrvolter, som for alvor udgør Ekstra Bladet.

JEG VAR SELV menig journalist på avisen for femten år siden. Og jeg ved, at journalisterne aldrig tager et nej for et nej, og at de gerne bider, til det knaser i benet, hvis sagen er vigtig nok.

MIT JOB er at sikre, at betingelserne for at gøre alt dette, er til stede. Det er at sikre, at vi altid sparker opad. For det er de velbjergede bureaukrater, lusede finansielle svindlere og til tider hykleriske politikere, vi billedligt talt skal sparke i genitalierne.

VI SKAL være i evig opposition til magthaverne. Det er Ekstra Bladets redaktionelle linje. Min opgave bliver at bevare en kultur, hvor vi ikke bliver bange for vores egen skygge, hvor vi aldrig lader os koste rundt af en lille, verdensfjern elite på Twitter.

EKSTRA BLADET er Danmarks eneste rigtigt uafhængige avis. Vissevasse, tænker du måske. Men den er god nok.

Berlingske er til for de velpolstrede, Information for de venstreorienterede, B.T er slet ikke en daglig avis længere, men en hjemmeside, og Kristeligt Dagblad er til for de hellige. Politiken ... ja, jeg behøver vist ikke runde deres identitetskrise, men det er noget med woke og centrum-venstre.

EKSTRA BLADET er landets vigtigste avis, fordi den ikke lefler for nogen og forbeholder sig ret til at gå i flæsket på alle. Og hvis jeg på et tidspunkt er ved at implodere i selvfedme eller magtfuldkommenhed, så må du, kære læser, gerne sende en opsang på mail. Men det når du nok ikke. For så har medarbejderne allerede vist mig udgangen.