Corydon i Sachs’en

DEN TIDLIGERE regering vil ikke kun blive husket for sine mange såkaldte løftebrud.

THORNING og co. vil også blive husket for deres mageløse evne til at forkludre præsentationen af deres politik – og bagefter lige så kluntet at forsvare den.

DET GÆLDER f.eks. håndteringen af salget af Dong-aktier til det flossede, internationale spekulations-syndikat Goldman Sachs.

FØR OG efter salget til i alt 11 milliarder kroner sidste år føg det med beskyldninger. Politikere fra både rød og blå blok beskyldte S-R-SF-regeringen for at skjule oplysninger. Til sidst trådte SF ud.

CENTRALT i dette dramatiske forløb stod daværende finansminister, Bjarne Corydon (S). Selv da han i år indkasserede principiel kritik fra Folketingets Præsidium, nægtede han at udlevere de forskellige købs-tilbud til Finansudvalget.

CORYDON aflirede den samme remse igen og igen: Det ville skade Danmarks interesser og troværdighed, hvis han skulle give fortrolige oplysninger til udvalgets medlemmer, som – andet kan man ikke udlede – han ikke regnede med kunne holde kæft.

MED ANDRE ord: Corydon ville hellere sætte demokratiet ud af spil for at kunne tækkes bl.a. en kapitalfond, der er berygtet for skattefiflerier for at score kassen.

SÅ V-REGERINGEN henter en letkøbt politisk sejr hjem ved nu at proklamere, at alle tilbud på Dong-aktierne lægges frem. Afgørende er dog, at ikke kun selve tilbuddene, men også i notater fra de bagvedliggende forhandlinger og overvejelser kommer frem.

SØREME om regeringens udmelding ikke kommer samtidig med, at Goldman Sachs’ topchefer i Berlingske bedyrer, at de ikke har noget at skjule.

NU ER det sådan, at Goldman Sachs kun – og kun – udtaler sig, når de kan se en fordel i at gøre det.

SAMTIDIG er det værd at bemærke, at kapital-giganten har købt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som rådgiver til at kommunikere mere ’klart og åbent’. Vi kan allerede høre Goldman Sachs øve sig på at sige sætningen: ’Der er ikke noget at komme efter’.

SPØRGSMÅLET ER, om politikerne vil sige det samme.

112 kommentarer
Vis kommentarer