Da udlændingepolitik kom i land

TRODS valgsejren har der været noget forsagt over de radikales leder, Morten Østergaard, siden rød blok viftede med sit ’forståelsespapir’.

Det har sin forklaring.

ØSTERGAARD svor som bekendt, at der skulle gøres op med paradigmeskiftet i udlændingepolitikken. I Weekendavisen nægter Østergaard imidlertid nu at svare ja eller nej på spørgsmålet, om de radikales ønske er blevet opfyldt.

’Vi er ikke gået ind i det her for at sige, at nu ruller vi alting tilbage, eller hvor mange af Inger Støjbergs 114 stramninger vi kan slippe af med,’ lyder det blandt andet fra den radikale leder.

DETTE SVAR er, hvad man i journalisttermer vil kalde et ’nej’. De radikales krav er ikke opfyldt.

Og det er interessant. Nok svømmede den radikale leder fra øen Lindholm, hvor VLAK-regeringen ville placere udviste kriminelle, til Kalvehave for – en anelse selvmodsigende – at protestere mod symbolpolitik på udlændingeområdet. Og idéen om øen skrottes. Og nok nedlægges det inhumane udrejsecenter Sjælsmark og erstattes af et nyt center.

MEN I DET STORE hele synes Morten Østergaard hermed – ironisk nok – ikke at få meget andet end den selvsamme symbolske sejr retur, som han ikke mente burde have sin gang i politik. Dansk udlændingepolitik vil derimod fortsat forfølge paradigmeskiftet om at hjemsende så mange flygtninge som muligt i stedet for at integrere dem.

Borgerlige kræfter – særligt Dansk Folkeparti – forsøger samtidig at bygge en forurettelse op omkring, at Socialdemokratiet endnu en gang bøjer sig for Radikale Venstres krav om at overgive Danmark til horder af udlændinge.

UD OVER nedlæggelse af Sjælsmark og Lindholm er den bærende væg i DF-byggeriet en meget omtalt erhvervsordning. En flygtning kan fastholde sin opholdstilladelse, hvis flygtningen har været i arbejde uafbrudt i to år, ifølge ’forståelsespapiret’.

Denne ordning er ikke ny. Den blev såmænd afskaffet som en af ’Inger Støjbergs 114 stramninger’ i 2018. Ifølge Weekendavisen endda helt overflødigt. Fra 2011 frem til 2018 blev der faktisk ikke givet en eneste opholdstilladelse til en flygtning på grund af ordningen. Det forekommer derfor en anelse hysterisk at fremstille en genindførelse som et brud i paradigmeskiftets dæmning.

KONKLUSIONEN synes klar. Morten Østergaard ligner en afløser på den post, han så ivrigt har angrebet Inger Støjberg for at sidde på. Den radikale leder er dansk politiks nye, store symbolpolitiker. 

Ikke at det er dårligt for Danmark. Faktisk synes alt og alle at være bragt behørigt i land efter at have været ude at svømme. 

307 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere