Dæmonen i Det Hvide Hus

EFTER WEEKENDENS masseskyderier i El Paso i Texas og Dayton i Ohio var det naturligt at se mod Washington og Det Hvide Hus for at få en reaktion fra USA’s præsident, Donald Trump.

VILLE HAN forsøge at samle nationen, og ville han have viljen og modet til at gøre op med den amerikanske våbenlobby, der står i vejen for ethvert forsøg på at begrænse antallet og adgangen til skydevåben i USA?

SVARET PÅ begge spørgsmål er nej. I stedet gav præsidenten i en tale internettet og voldelige videospil en del af skylden for weekendens masseskyderier.

’VI MÅ stoppe glorificeringen af vold i vores samfund. Det gælder også de grusomme videospil, som er blevet almindeligt eje’, slog han fast i talen.

DET ER ikke til at vide, hvor Donald Trump får sin inspiration fra, eller hvem der fodrer ham med informationer, men at give videospil skylden for masseskyderierne er langt forbi skiven.

ALENE I 2019 har der været flere masseskyderier i USA, end der har været dage. Et masseskyderi defineres ved, at fire personer eller flere bliver dræbt eller såret.

I DANMARK har vi også voldelige videospil. Vi har ikke haft et eneste masseskyderi i 2019. Det samme gør sig gældende i en lang række europæiske lande. Men her kan man heller ikke gå ned på det nærmeste hjørne og købe et fuldautomatisk våben og 200 patroner.

VI HAR heller ikke en præsident, der spreder had, frygt og usandheder i stedet for at samle. Den 21-årige hvide mand, der er anklaget for at have dræbt 21 og såret 24 i El Paso, er også anklaget for at have skrevet et manifest, hvor han opfordrer til kamp. Angrebet er en kamp mod den latinamerikanske invasion af Texas, hedder det blandt andet.

DET ER en retorik, vi kender fra Donald Trumps taler. På mange vælgermøder har han advaret om, at USA var under angreb fra immigranter. Det er en invasion, har han sagt. På et vælgermøde i maj efterlyste han forslag til, hvordan han skulle forhindre immigranter i at krydse grænsen. Skyd dem, lød det fra mængden.

PÅ SAMME måde gejlede han forsamlingen op ved et vælgermøde i North Carolina i juli. Her var det kvindelige muslimske medlem af USA’s kongres Ilhan Omar målet for hans vrede. Omar er oprindeligt fra Somalia, og Trump har flere gange opfordret hende til at rejse hjem til hendes kriminalitetsbefængte hjemland.

I NORTH CAROLINA råbte forsamlingen taktfast ’send hende hjem, send hende hjem’, mens Donald Trump stod og kroede sig på talerstolen. På samme måde har han angrebet andre kvindelige demokratiske medlemmer af Kongressen. Fælles for dem er, at de ikke er hvide.

DET KAN godt være, at Donald Trump ikke ser sig selv som racist. Han siger selv, at han ikke støtter hvid nationalisme, men han dæmoniserer hele befolkningsgrupper, og han tager ikke våbnene fra dem, der åbenbart lader sig anspore af hans hadske retorik.

633 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere