Dan famler

KLIMAET er en af regeringens vigtigste mål, og man mærker suset gang på gang fra de store tanke-turbiner.

DAN JØRGENSENS ministerium har f.eks. flyttet ordet ’klima’ hen forrest i ministeriets tredelte navn , så han nu står i spidsen for Klima-, Energi og Forsyningsministeriet. Et tigerspring fremad for den grønne omstilling!

BÅDE KLIMAMINISTEREN og miljøministeren har nu ansat forfattere til at skrive deres taler. Onde tunger antyder dog, at det nok er, fordi de har brug for at digte lidt i mangel af reel handling.

OG LANDET HAR – ikke at forglemme – fået en klimaambassadør forleden. Så er vi jo allerede halvvejs fremme ...

I GÅR mente Dan Jørgensen i Berlingske – der åbenbart for en gangs skyld ikke stod på en udenlandsk talerstol og pralede med, hvor foregangsagtige vi er – at ’det ville give lidt mening at sige lidt om klimaforhandlingerne nu’.

DET VISTE SIG at være en melding om, at det er hans topprioritet (yndlingsordet) at få Venstre med i en klimaaftale. Hvad ellers?

JAKOB ELLEMANN, Venstres nye formand, er i øvrigt allerede vild i varmen: Han har – sjovt nok lige op til Venstres landsmøde i weekenden – fundet en ekstra halv milliard kroner til klimakampen.

ALLE I DETTE land ønsker naturligvis, at kampen mod klimaforandringerne må lykkes til den store guldmedalje – især hvis ferieflyene kan lette i vanlig stil, og man ikke forlanger, at vi klumper os sammen om byens CO2-venlige halmfyr, iført ternede sutsko og selleribøffer.

MEN HVORDAN? Dan Jørgensen fumler og famler og er mest til patos-fyldte taler. Mette Frederiksen tilstod i onsdags frejdigt i en pressemeddelelse om det nye partnerskab med erhvervslivet: ’Vi vil være ærlige og sige, at mange virksomheder er et skridt foran os politikere. Mens vi har været optaget af at sætte høje klimamål for Danmark – 70 procents reduktion af udledningerne i 2030 – er den grønne omstilling allerede i fuld gang på arbejdspladserne’.

EN FORBLØFFENDE ærlig, men også foruroligende analyse. Har de bare stanget et vildt mål ud for at vinde valget?

DE MAGISKE 70 procent blev jo af Dan Jørgensen selv, og de radikales Ida Auken, før valget hånet som noget talfis uden realiteter.

OG DRYPVIS pipper Mette Frederiksen og klimaministeren efterhånden, at aftalen ikke må koste arbejdspladser, konkurrenceevne eller vækst. Og måske skal CO2-reduktionen ikke lige ramme danskere, men hellere hjælpe nogen kinesere ind i klimakampen, så vi kan bryste os af at tænke globalt.

DET ER LIGE FØR, at den røde regering må sætte sin lid til erhvervslivet, hvor det plejer at være omvendt.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere