Mere af Danmark åbner nu. Men vores hverdag bliver aldrig helt som før. Det er den logiske konsekvens af den strategi, Mette Frederiksen har valgt.
Det var også det, hun formanede os allerede, da hun lukkede Danmark ned for snart otte uger siden. Nu kan man ligefrem sige, at hun i de forgangne uger har bundet hele sin troværdighed og politiske fremtid op på, at intet bliver som før.
Vi må derfor forvente, at Danmark bliver lukket ned mange gange de kommende år. Umiddelbart kunne det jo lyde fornuftigt, eftersom corona-dødstallet på verdensplan i den forgangne uge passerede 250.000.
Det er et svimlende tal – men langt mindre end ved en hård influenza-sæson, hvor i gennemsnit 650.000 mennesker kan dø globalt. Sådan var det for kun to år siden i vinteren 2017/2018, og dengang var der ingen, der talte om nedlukning og katastrofe.
Tidligere lægeformand Jens Kristian Gøtrik gjorde spagfærdigt opmærksom på dette faktum på Twitter. Han blev naturligvis straks beskyldt for uvederhæftighed og mødt med, at ’sådan kan man ikke stille det op’, og ’hvad nu hvis Mette Frederiksen ikke havde lukket Danmark ned, så havde alting set meget værre ud’.
Måske. Vi ved det ikke, men antallet af døde og smittede herhjemme tyder ikke på, at vi har været nær den katastrofe, som statsministeren opskræmte hele befolkningen til at tro på.
Det, vi ved med sikkerhed, er, at det er gamle og svagelige, der dør af covid-19, ligesom det sker med influenza.
Mette Frederiksen har med sin handlekraft ændret hele måden at tænke på i den danske befolkning. Og ikke til det bedre. Vi er blevet en nation af epidemi-forskrækkede borgere.
Vore børn vokser op til en fremtid, hvor de resten af deres liv vil frygte en fjende, de ikke kan se. Vi voksne vil frygte vore medborgere. Og vi må alle forvente, at når vi bliver gamle, så skal vi leve isolerede, som de gamle i Danmark har gjort det de seneste otte uger på plejehjem og i ældreboliger af frygt for, at de skulle blive smittet.
Politisk vil vi se en regering, der som konsekvens af handlemåden de seneste otte uger er nødt til at reagere, hver eneste gang der kommer en ny smitte. For politik handler ikke altid om, hvad der er mest fornuftigt, men om hvad der ser mest fornuftigt ud. At lade stå til vil være politisk selvmord efter den måde, man denne gang har fået opskræmt alle på.
Måske var det rigtigt at gøre, men konsekvensen er, at økonomien er ødelagt, og alle er bange. Men værst af alt, som Jens Kristian Gøtrik skriver, så kan vi nu bare ‘vente på at vi skal lukke samfundet ned hvert år for at spare uundgåelige influenza-dødsfald’.
