Danmark i det røde felt

METTE FREDERIKSEN har den, som man siger.

Den socialdemokratiske leder har imidlertid ikke rigtig vundet. Ikke endnu. Og i hvert fald slet ikke så meget, som Dansk Folkeparti har tabt. Hvilket er den store historie om folketingsvalget 2019.

En historie, der også er farvel til Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, samt en tur tilbage til kælderen for Stram Kurs. 

Socialdemokraterne har ikke haft det fremgangsrige valg, de havde forventet. Og Venstre går dertil markant frem, hvilket må gøre ondt. Det er oven i købet for tidligt at udbringe et leve for en ny socialdemokratisk dronning i dansk politik. Det kan man ikke, før hendes væbnere har erklæret, at de er tilfredse med betalingen.

SÆRLIGT DEN VÆBNER, der hedder Morten Østergaard fra de radikale.

Men et særligt perspektiv toner frem. Ikke mindst i lyset af, at Mette Frederiksen står til at blive statsminister, og Kristian Thulesen Dahl skifter valgflæsk ud med valgtæsk.

Dansk Folkeparti lider et så sønderlemmende tab, at partiet mere end halveres. For første gang siden partiets stiftelse i 1995 står partiet ansigt til ansigt med en klokkeklar fiasko.

MAN MINDES pludselig historien om Kristian Thulesen Dahls og Mette Frederiksens flirt på en valentinsdag. Og først nu toner det fulde billede og resultatet for alvor frem:

Mette mente det ikke rigtigt. Nu ser man et billede af, at Kristian var den naive, og hun holdt ham for nar, hvis man skal blive i det amourøse.

Mette var kun interesseret i Kristians kapital på udlændingepolitikken. Da hun havde fået fingre i den, blev Thulesen Dahl efterladt på perronen. Hvorefter der i form af Nye Borgerlige og Stram Kurs tilmed dukkede to nye politiske ungdomsbander op og frarøvede ham en stor del af resten af kapitalen.

TAK FOR ALT, OG god nedtur, Kristian, må det lyde i den socialdemokratiske lejr.

Dermed har vi Danmark i det røde felt, om man vil. Der er bare ingen ægte fest hos socialdemokraterne, før Morten Østergaard har lagt sine våben og sænket sit skjold. Dronningen ved dog, at han ikke har andre steder at gå hen. I hvert fald ikke med æren i behold.

SELV MÅ HUN SE stort på ære. Hun står over for at blive kronet uden selv at have vundet sejren.

169 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere