Danmarks dyreste frokost

SE GODT på dette foto: En frokost til 377 mio kr.

 kender man desværre dansk politiks lange tradition for en jysk trafikmafia igen:

HØJT smørrebrød til en henrykt trafikminister i selskab med sit støttepartis tilfredse trafikordfører: en mayonnaise-belagt besegling af millionvis af skattekroner til endnu en overflødig vejstrækning i Jylland. Denne gang en omfartsvej ved Mariager. Vejdirektoratet undersøgte behovet for få år siden – det var ikke eksisterende.

OMFARTSVEJEN er alligevel en del af sidste uges forlig mellem DF og regeringen om trafikinvesteringer for 112 mia. kr. Her fik DF forhandlet tre godbidder hjem til centrale DF-politikeres hjemmebane. Trafikordføreren, Kim Christiansen, bor i Fladbjerg i nærheden af Mariager.

VI SKULLE forstå, at vejen bliver en win-win-situation: Mariagers idylliske brostensbelagte gader slipper for gennemkørende, tung lastvognstrafik. Og samfundsøkonomisk er det et boost, fordi bilisterne ikke længere spilder tid. Som alle ved, er Mariager et brølende trafik-inferno, hvor millioner af arbejdstimer går tabt i bilkøer.

OLE BIRK, trafikministeren, holdt derfor med vanlig bedreviden et lille foredrag:

’Det hedder jo samfundsøkonomisk afkast – det vil sige, at der er tidsbesparelse ved det. Ellers ville der jo ikke være noget afkast.’

NETOP. Det sidste har han fuldstændig ret i. Der bliver bare ikke noget afkast. Mariager har nemlig ikke nogen nævneværdige trafikproblemer ifølge den lokale handelsstandsforening. Og da slet ikke i 377 millioner-klassen. 

Bl.a. fordi Mariager allerede har en glimrende, nyere hovedvej, 555, så ingen behøver køre ad de brostensbelagte gader downtown, som det påstås. Medmindre de har et ærinde.

Det lød, som om Ole Birk ikke rigtig kendte noget til hovedvej 555, men det kan vel ikke passe?

HÅRDT trængt af den manglende logik forsvarede Ole Birk Olesen sig med, at det var et stærkt ønske fra DF. ’Sådan er det, når man sidder ved et forhandlingsbord, hvor man skal have 90 mandater for en plan.’

SÅDAN er det i hvert fald, når der sidder en amatør af en forhandler som Ole Birk, der skal holde DF glade, og en modpart som Kim Christiansen, der tror, at jo større omfartsvej, jo større mand bliver han i Mariager og omegn.

EN ENKELT af godbidderne til DF til gengæld for DF’s støtte til trafikplanens 36 projekter regner man med giver en decideret negativ forrentning:

’Tulle-banen’ – en ny jernbanestrækning mellem Vejle og Billund. Kristian Thulesen Dahls hjemmebane. Behøver vi sige mere? Dansk trafikpolitik på tårnhøjt niveau.

158 kommentarer
Vis kommentarer