I dansk politik bekæmper man symboler. I stedet for at gøre noget ved de problemer, der rent faktisk er med integrationen.
Et af de mere absurde tilfælde er det såkaldte tildækningsforbud, der træder i kraft 1. august. Denne lov gør det forbudt at gå med burka, niqab og falsk skæg. Men den løser ingen problemer for de kvinder, der tvinges i burka. Nu risikerer de bare at blive straffet med en bøde på 1000 kroner.
Politikerne havde da også ualmindeligt store problemer med at få gjort loven juridisk holdbar, fordi den dybest set diskriminerer en bestemt gruppe mennesker. Og det må man ikke i Danmark, selvom vi jo godt ved, at det var det, der var målet.
Så der er undtagelser. Også fordi politikerne var nærmest panisk angste over, at loven ville ramme deres egne vælgere. Forstil dig, at du tager en sjov maske på til fastelavn, når dine børn slår katten af tønden – og så får en bøde.
Derfor må man godt tildække ansigtet, hvis det, som det hedder, ’tjener et anerkendelsesværdigt formål’. Det kan eksempelvis være, hvis du trækker dit halstørklæde godt op over næsen i de kolde vintermåneder, eller hvis du er iført en maske på vej til en udklædningsfest.
Denne sidste undtagelse synes vi her på Ekstra Bladet, at du skal udnytte sammen med os.
Derfor inviterer dig til Danmarks længste maskebal. Vi indleder festen i dag. Og du kan deltage.
Det eneste, du skal gøre, er at tilmelde dig eventet ’Danmarks længste maskebal’ på Ekstra Bladets Facebook-side – så er du officielt på vej til maskebal og kan bære nøjagtigt, hvad der passer dig, lige meget hvad loven siger.
Vi lover, at du også nok skal komme til en rigtig fest på et tidspunkt. Men i første omgang siger vi bare ’Velkommen til virkeligheden’ til vore politikere.
Vi gør det for at udstille politikernes hykleri og som en markering af, at vi vælgere ikke ønsker, at politikerne spilder deres tid på at lave tåbelige love om folks påklædning, men i stedet anstrenger sig for at løse de problemer, der er.