Dansk taxa – dyr, dårlig og doven

Hør Poul Madsens kritik af taxapriserne

Jeg er træt af den danske taxabranche. For meget klynk og for lidt service. Og det er som regel allerværst, når det er vognmanden selv, der sidder bag rattet. Så er det brok med brok på. Udover at man selv skal finde vej og betaler en formue for turen, skal man høre på, at det er helt urimelig hårde tider, hvor det er umuligt at tjene penge.

Det sidste kan være svært at forstå, når man skal betale regningen. Jeg bliver overrasket hver gang over den tårnhøje pris.

For nylig tog jeg en taxa fra København Lufthavn. Det var sent, og jeg ville gerne hurtigt hjem. 15 kilometer. Pris 390 kroner. Oveni foregik det i bevidst sneglefart. Chaufføren spurgte, om det skulle være den hurtigste eller den korteste rute. Umiddelbart en venlig forespørgsel. Men jeg har prøvet det før, og så ryger man hele vejen ud på en længere afvej, der forlænger turen med mindst tre-fire kilometer, så chaufføren kan tjene endnu mere. Jeg  bad om den korteste. En stor fejl. Hver gang vi nærmede os en lysregulering, blev farten sat ned, så han var sikker på, at det blev rødt, og han gennem gentagne stop kunne dokumentere mit idiotiske valg af den langsomme rute.

Man skal aldrig generalisere ud fra et enkelt eksempel. Men jeg vil vædde en gratis taxatur på, at du selv eller en i din familie har oplevet noget lignende. Jeg stiller i hvert fald gerne op og giver 25 eksempler mere. De fleste handler om chauffører, der ikke kan eller gider finde vej.

Taxakørsel er så dyrt, at det er transportens Michelin. Men produktet er en dårlig hotdog. Det svarer til, at du på en restaurant selv blev bedt om at lave maden og derefter skulle betale, som om du var på gourmet-restaurant. 

Hvad kunne jeg have fået for de 390 kroner? Mindst fire flasker rigtig god rødvin. En super menu på en god restaurant. Tre billetter til FCK-Brøndby. Fortsæt selv. Med metro og S-tog koster samme tur fra lufthavnen og hjem 16 kroner og tager omtrent samme tid. Hvad berettiger taxa til at tage 25 gange så meget? Det er ude af trit med virkeligheden, og hvis branchen bare så en lille smule indad, ville enhver fornuftig erhvervsmand fokusere på, at med så høj en pris skal kundeoplevelsen være sublim. 

For et år siden fik vi en ny taxalov. Men den har kun ændret tingene til det værre. Det er behændigt lykkedes at få elimineret enhver form for konkurrence. Uber blev lukket under dække af, at det var for risikabelt at sætte folk uden taxakørekort til at transportere mennesker. Virkeligheden var, at Uber var alt for godt for forbrugerne. Effektiv, billig og uden brok.

Nu tænker du sikkert: Hvorfor tager ham Madsen ikke bare S-toget, når det både er meget billigere, og han er så sur på taxabranchen. Det kan jeg også garantere for, at jeg gør fremover.

903 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere