De åndssvage

SÅ STÅR Claus Hjort Frederiksen på TV2 og siger, at nu må Venstres medlemmer holde op med at ’mobbe’ Løkke.

Står man selv med væske i munden, sprutter man det ud og isætter en hostende latter.

Derefter ser man skamløsheden. Medlemmer af Venstre udøver den demokratiske ret. De kræver deres parti tilbage og Lars Løkke Rasmussen smidt på porten for at have gidselstaget og mishandlet det. Og Claus Hjort – manden, der om nogen er landets ’buksevands-bøddel’ i dansk politik, og som netop har holdt eks-finansminister Kristian Jensen nede i håndvasken – hævder, at det er Lars, der er den udsatte.

HVAD FORTÆLLER dette os andre? Ud over at vanviddet i Venstre bliver ved med at vokse?

Vel først og fremmest at der snart kun er ét stadie tilbage. Claus Hjort synes fremme ved det næstsidste på vejen til galskab. Først intimiderede han alt, hvad han kunne, derpå truede han, og nu er Løkkes tro væbner og vagthund nået til stadiet, hvor man afmægtigt hævder sig overfaldet. Hvor man offergør sig selv. Og man dermed dæmoniserer kritikerne.

Og netop som denne tankerække er tilendebragt, ser man, hvor Venstre i morgen, fredag, samt lørdag afholder hovedbestyrelsesmøde. Det sker på Comwell Hotel Kellers Park i Brejning ved Vejle, der er en tidligere anstalt for dem, der engang upassende og misforstået blev kaldt ’åndssvage’.

TAB AF både fornuft og ånd er et udbredt tema i Venstre. Det klæder således ikke Claus Hjort at være krænket. Det holder ikke, at Lars Løkke vender John F. Kennedy på hovedet: Det handler ikke om, hvad Løkke kan gøre for sit land, men hvad landet, partiet og dets medlemmer bør gøre for Løkke. Og kommisen Kristian Jensen, der efter at have sovet med hænderne over dynen i fem år alligevel ikke når sit fromme ønske om at blive brugsuddeler i Venstre, ser i disse dage unægtelig en anelse åndssvag ud.

KRISTIAN JENSEN kan dog som den eneste af de nævnte slippe med æren i behold. Hvis han altså i morgen siger, at han gerne vil sætte partiet først. Derfor er han villig til at trække sig som næstformand, forudsat formanden er villig til det samme. Hvem ser så åndssvag ud? Ja, det er jo blot et vederlagsfrit råd til Jensen herfra.

Ellers bør vi her først og fremmest adressere Venstres medlemmer direkte: Hvis ikke I har lært det nu og tager konsekvensen, er det hverken Løkke eller Jensen, der om føje år tilskrives æren for at have ødelagt Venstre indefra. Det er jer.

227 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere