FREDAG UNDREDE professor i psykologi Svend Brinkmann sig på Facebook. Over begrebet ’velfærdsuddannelser’.
Nyheden kørte rundt i medietrafikken med hornet i bund: Optaget på ’velfærdsuddannelserne’ er katastrofalt lavt, lød det.
DET ER MISFORSTÅET at reducere undervisning, dannelse, og omsorg med mere til ’velfærd’, påpegede Brinkmann.
Men det er endda værre end som så. Historien om begrebet ’velfærdsuddannelser’ er en grum påmindelse om et afgørende opgør i den danske velfærdsstat.
DE KOLDE HÆNDER fører ikke bare ordet i velfærdssamfundet. Med deres teknokratiske og golde betegnelser af både dette og hint.
De regerer simpelthen sproget. Og de bruger denne overhånd til konsekvent og uafladeligt at ophøje egen forvaltning og reducere alt andet. Djøffere hører ikke til 'velfærdsuddannelserne', selvom de har besat velfærdsstaten.
Sproget bruges som et redskab til at erobre velfærdssamfundet fra dem, det oprindelig blev bygget til.
I DET FORGANGNE årti steg antallet af akademikere i kommunerne med knap 6000 stillinger. En stigning på mere end 50 procent. Det samme er sket i regioner og stat. Samtidig er der blevet færre lærere, pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter.
Danmark har verdens største offentlige sektor målt pr. indbygger. Men som alle ved, er det ikke kun til gavn for borgerne. De seneste års udbygning er hovedsageligt spenderet på at øge bureaukratiet. På konsulenter og akademikere i en forvaltning, der synes at opfinde flere opgaver, end den løser.
PÅ EKSTRA BLADET gør vi ofte opmærksom på, at en herskende klasse af projektmagere og bureaukrater har haft succes med at gøre det danske velfærdssamfund til sit eget beskæftigelsesprojekt. Brug af ord, termer og begreber, der er mere eller mindre abstrakte og kræver oversættelse, er et effektivt redskab til dette formål.
Fælles for de fleste begreber er, at de betyder alt og ingenting. Men i praksis fungerer ordene sådan, at de bevidner ejerskab for dem, der bruger dem – hvilket ofte vil sige ledelses- og mellemlederlaget i den offentlig sektor. Samtidig lægger de afstand til dem, ordene egentlig angår, nemlig borgerne. Eller de reducerer ligefrem varme hænder til kold samleoptælling.
’VELFÆRDSUDDANNELSER’ kunne lige så vel inkludere statskundskabs-uddannede, jurister og økonomer, da mange af disse også er ansat i den offentlige sektor. Men de er åbenbart hævet over en sådan samlebetegnelse. Samt løftet op over den tilhørende lønramme.
Så hvad er konklusionen?
Alle kan se, det er nødvendigt at fyre kolde hænder. Så man kan skrue op for attraktionen ved at blive en af de varme. Og i samme ombæring ned for det teknokratiske sprog. Det er reelt et af de vigtigste opgør i Danmark lige nu.
Og de forkerte er desværre i færd med at vinde.
