De hemmeligste rum

 

Frimureriet har eksisteret i mere end 300 år i Danmark. De kommende uger går Ekstra Bladet helt tæt på den hemmelighedsfulde loge. Redigering: Sólfinn Hughes

DET ER SYMBOLSK, at Danmarks mest hemmelighedsfulde loge holder til i en af landets største private bygninger på Blegdamsvej i København.

HER HAR Den Danske Frimurerorden mere end 13.000 kvadratmeter og flere hundrede værelser til deres rådighed. Men hvad der foregår bag de tunge metaldøre, har broderskabet ikke lyst til at fortælle om.

UDEFRA kan ordenen virke som en lukket kult med hang til mandige rollespil. Det omfattende hemmelighedskræmmeri giver samtidig et indtryk af, at vi her har at gøre med en magtfaktor, hvor toppen af Danmark samles og træffer store beslutninger i hemmelighed og uden for enhver kontrol.

DE KOMMENDE uger flår Ekstra Bladet sløret af al mystikken og dokumenterer, hvor magtfulde frimurerne rent faktisk er. Vi fortæller, hvem de mest fremtrædende logebrødre er, hvor de holder til, og hvad der rent faktisk sker under møder afholdt i høj hat, kjole og sort.

DET ER EN række nuværende og tidligere frimurere, der har hjulpet Ekstra Bladet med at trænge dybt ind bag de tykke mure. Det gør brødrene, fordi de selv har oplevet, at broderskabet er mere end blot ‘åndelig fitness og helt som en frimærkeklub’, hvilket ellers er den officielle forklaring. Det skal de have tak for.

DE NÆSTEN 9000 mandlige medlemmer afgiver nemlig klare løfter til hinanden om at være loyale over for den stærkt hierarkiske organisation og dets ledelse. Og den slags løfter og stræben efter status og andres anerkendelse er ifølge en førende magtforsker lige så betænkeligt, som blev der lavet forretninger og betalt penge under bordet i det skjulte på Blegdamsvej og i logehuse landet over.

POLITIKERE, embedsmænd og andre fra det offentlige Danmark skal naturligvis have lov til at dyrke de fritidsinteresser, de har lyst til. Men ikke i hemmelighed. Der er brug for at kaste lys ind i det mørke, der alt for længe har været et bekvemt dække for frimurerne.

Frimurernes enorme hovedsæde ligger her på Blegdamsvej i København, hvor der næsten dagligt ses en strøm af brødre på vej ind til møder. Foto: Tariq Mikkel Khan Vagthund Politikere i hemmeligt broderskab

209 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere