De sidste dages hellige

Jeg tror egentlig godt, politikere ved, at de burde bruge meget mere tid ude i den virkelighed, som danskerne lever i, men det er, som om det bliver glemt mellem valgene. Pludselig går det så op for dem: Ups, lige om lidt er der valg. Vi kan risikere at ryge ud, hvad mon egentlig optager danskerne?

Op kommer en række forslag, som hverken er gennemtænkte eller gennemgribende. Et af dem handler om at hjælpe nedslidte.

’Rene lappeløsninger,’ kalder den 28 årlige havnearbejder Nikolaj Mailand fra Esbjerg det, han hidtil har set.

Og Nikolaj ved, hvad han taler om. Han har et hårdt fysisk arbejde og har allerede været i gang i ni år, men har udsigt til at skulle fortsætte 45 år mere før pensionen som 73-årig. Den gennemsnitlige levetid for havnearbejderne er 73,5.

Det virker naturligvis helt håbløst, og derfor havde vi i fredags sat to politikere stævne på havnen i Esbjerg for at møde virkeligheden. De to var Benny Engelbrecht (S) og Ulla Tørnæs (V). Velmenende og hårdtarbejdende politikere.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på De Sidste Dages Hellige, når jeg hører dem.

I ti år har politikerne ikke gjort andet end at gøre det sværere for en som Nikolaj at få hjælp, hvis han kommer til skade eller bliver nedslidt.

Lad os tage stramningerne i flæng: sygedagpengereform, førtidspensionsreform, tilbagetrækningsreform, farvel til efterløn ... fortsæt selv listen.

Hvorfor skal Nikolaj og alle andre pludselig tro på, at politikerne vil forbedre vilkårene?

På havnen i Esbjerg og alle andre steder i Danmark lugter det af valgflæsk.

To modeller er på bordet. Begge meget luftige. Enkelt sagt vil S give en pension, der er bedre for helbredet, men dårlig for økonomien. Regeringens forslag er bedre for økonomien, men dårligt for helbredet.

Men hvorfor ikke for en gangs skyld gøre noget nyt, kære politikere?

Hvad med at sætte jer sammen og finde EN model, der virker.

Det er enerverende at stå der på havnen i Esbjerg blandt mennesker, som knokler sig i stykker, og høre to politikere skændes og nedgøre hinandens ordninger, i stedet for at de sammen skaffede reel hjælp til de, der har brug for hjælpen. Det tror jeg ville give respekt.

Og efter at have brugt den første uge af valgkampen på at høre på Rasmus Paludan, så er der eddermame brug for politikere, der ønsker at være politikere og ikke bare provokatører og demagoger.

Der er brug for jeres hjælp. Kom nu i gang.

537 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere