De uvidende

To ministre, der tilsyneladende ikke blev orienteret af deres embedsmænd. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
To ministre, der tilsyneladende ikke blev orienteret af deres embedsmænd. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Jeppe Kofod må prise sig lykkelig for, at han har embedsmænd, der skærmer ham fra at vide noget som helst om de danske børn i Syrien.

Jeppe Kofod var indkaldt til samråd i fredags, hvor Enhedslistens Søren Søndergaard forinden havde gjort det klart, at tilliden ville ryge, hvis ministeren havde kendt til indholdet af de advarsler, som Forsvarets Efterretningstjeneste har sendt til fire ministerier, om at børn i de syriske fangelejre, risikerer at blive udsmuglet og trænet til terror af islamisk stat.

’Jeg har ikke hverken set, modtaget eller på anden måde været bekendt med, at Islamisk Stat har udset sig 350 udenlandske børn i lejrene til udsmugling, optræning i terror eller at IS skulle have udsmuglet 30 børn i lejrene med henblik på at træne dem til terror i deres hjemland,’ svarede udenrigsministeren på Enhedslistens spørgsmål om, hvorvidt Kofod var orienteret om oplysningerne.

Skal man tro Jeppe Kofod har embedsmænd i udenrigsministeriet altså besluttet, at det ikke rigtigt var relevant viden for den ansvarlige minister. Af de talrige informationer Jeppe Kofod dagligt modtager som udenrigsminister, slap informationen om at børn med dansk statsborgerskab befinder sig et sted, hvor de risikerer at blive kidnappet af Islamisk Stat og trænet til at begå terror i hjemlandet, ikke igennem nåleøjet.

Advarslen fra Forsvarets Efterretningstjeneste blev lige vejet og fundet for let. Forsvarsminister Trine Bramsen stemte i – hun var heller ikke blevet orienteret, oplyste hun.

Hvis udenrigsministeren og forsvarsministeren taler sandt, læste de altså første gang oplysningerne fra deres egen efterretningstjeneste i Ekstra Bladet i marts. Som avis er det jo altid rart at gøre regeringen klogere, men det er også en anelse bekymrende.

Måske er den vigtigste opgave for de embedsmænd, der arbejder med de danske børn i Syrien at sørge for, at regeringens ministre er så spejlblanke som overhovedet muligt. En udenrigsminister og forsvarsminister skal for guds skyld ikke vide, hvad Forsvarets Efterretningstjeneste modtager af efterretninger fra udlandet.

Det har et vist komisk skær, hvis embedsværket sørger for at klæde ministrene af, i stedet for at klæde dem på, men udover det, er det også trist og muligvis endda farligt for Danmarks sikkerhed.