’SÅ ER vi kvit, Ritt!!’ Ungdomshuset på Dortheavej i København ’fejrede’ Ritt Bjerregaards død søndag aften. Huset inviterede til fest, hvor man kunne komme og sende ’en væmmelig tanke’ til den tidligere overborgmester, som det hed:
'NU HAR vi både fået fred og ret,’ lød invitationen i et opslag på de sociale medier.
DER ER en del at sige herom. Lad os f.eks. fremhæve den indlysende mangel på respekt for de døde. Eller den åbenlyse udeblivelse af historisk indsigt – Ritt Bjerregaard fremtryllede ironisk nok den nye version af Ungdomshuset på Dortheavej, da ’Ungeren’ på Jagtvej 69 blev ryddet.
MEN forargelse er netop, hvad Ungdomshuset håber på. Ungdomshusets sortklædte ungdom har således gennem årtier levet både af såvel som for at piske en stemning op i det, de opfatter som det småborgerlige Danmark.
IFØLGE denne ungdom er den et offer. Og det omgivende samfund er brutalis. Men det er mange år siden, dette offerkort mistede sin mening.
UNGDOMSHUSET på Jagtvej 69 var i sine sidste mange år blottet for nytænkning. Og alle vidste, at det samfund, de såkaldt autonome revsede, var selve garanten for, at de kunne opføre sig, som de gjorde.
BRUGERNE rakte aldrig hånden ud til de mange indvandrere, der boede på Nørrebro. I en selvindbildning om at smadre fascismen og racismen angreb de flere gange McDonald's på Nørrebros Runddel. Et af få foretagender, der konsekvent og altid ansatte uanset køn, religion, seksuel observans eller hudfarve.
JAGTVEJ 69 vendte ryggen til samfundet. Men samfundet vendte aldrig ryggen til brugerne. De autonome forlangte et nyt hus og fik det. På Dortheavej i Nordvest. Ikke mindst grundet Ritt Bjerregaard.
I FEM årtier har vi rummet ungdommen i Ungdomshuset. De er jævnligt gået i optog med et selvbillede af at være skabende blot for at udstille sig selv som ødelæggende. I fald politiet tiltog sig den af ungdommen ønskede rolle som brutalis.
DERFOR virkede det altid bedst, hvis politiet ikke gik i kamp. Så faldt brutaliteten, volden og ødelæggelsen tilbage på de demonstrerende selv.
INDKALDELSEN til ’kvit med Ritt’-festen er et ekko fra en døende bevægelse. Fra en ungdom, der omfavnet i evig tålmodighed er kommet derud, hvor den i forsøget på at være oprørsk, bliver så desperat, at det er blevet pinligt.
VI taler ungdom, der altid har hævdet at være en prøve på nationens demokratiske rummelighed, men nu er reduceret til en simpel overskridelse af anstændighed ved at vrænge ad de døde i lønligt håb om at fremhæve eget liv. Ritt Bjerregaard selv ville sikkert smile ad provokationen.
