Den enevældige konge

LIGE NU mister tusindvis af danskere deres job hver eneste dag, og endnu flere frygter for fremtiden.

MEN EN, DER med sikkerhed ikke behøver frygte noget som helst, er Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.

Han har en anslået formue på over 50 milliarder kr., og selvom coronakrisen måske barberer nogle millioner af ejendomsinvesteringerne, og hans mange tøjbutikker midlertidigt må holde lukket, så vil det for Holch Povlsen være som at miste et par knapper i en skjorte.

DERFOR ER DET også ekstra uforståeligt, at Holch Povlsen som en af de første skred til fyringer.

750 mand røg på porten, dagen efter statsminister Mette Frederiksen opfordrede danskerne til samfundssind og lovede kompensation til alle, der ville beholde deres medarbejdere. Det var Holck Povlsen åbenlyst ligeglad med.

I GÅR KUNNE VI så her på Ekstra Bladet afsløre, at Holch Povlsen heller ikke mere vil betale husleje.

Fra 1. april stopper de 200 danske Bestsellerbutikker med at betale husleje, så længe coronakrisen varer. Det har Holch Povlsen meddelt udlejerne i et brev.

EN AF DEM er 71-årige Hanne Ameli Klausen fra Holstebro. Lejeindtægten på 25.000 kr. fra Holck Povlsens børnetøjsbutik Name It er i dag hendes primære indtægt.

MAN FORSTÅR, at Hanne Ameli Klausen er rystet.

Hun syntes, Anders Holch Povlsen opfører sig som en ' konge'.

HOLCH POVLSEN er ligeglad. Ingen diskussion.

Ingen forhandling. Kongen befaler.

MEN DET ENESTE kongelige, der er over Holch Povlsen, er hans nære forbindelse til kronprinsen og Mary.

HAN OPFØRER SIG ganske enkelt som en egoistisk enevældig konge, der er komplet ligeglad med, hvordan det går alle andre, bare han selv kan rage til sig og tjene nogle flere milliarder.

DE 750, han sender ud i arbejdsløshed, og de udlejere, der mister deres eksistensgrundlag, må andre tage sig af.

HVOR ER DET usselt, når man selv har sit eget på det tørre mere end 50 milliarder gange.

Holch Poulsen er ligeglad.

Ingen diskussion. Ingen forhandling. Kongen befaler.

299 kommentarer
Vis kommentarer