Den indre krig

DEN AMERIKANSKE præsident, Donald Trump, er langt bag efter sin demokratiske udfordrer, Joe Biden, i stort set alle meningsmålinger. Her godt tre måneder før præsidentvalget 3. november er den ellers så søvnige Biden mere end otte procent foran.

I DEN slags situationer plejer den siddende præsident som regel at starte en lille rask krig i udlandet for på den måde at vende folkestemningen. Men ikke Donald Trump. I stedet har han valgt at gå i krig med sin egen befolkning. Endda på flere fronter. Først undervurderede han på det groveste coronapandemien, som han fejede af bordet som en forårsforkølelse. 

NU ER USA det hårdest ramte land i verden med 4,3 millioner smittede og knap 150.000 døde. I flere stater er situationen nærmest helt ude af kontrol.

DERPÅ fulgte optøjerne i kølvandet på mordet på den sorte George Floyd. Her måneder efter hersker der i flere delstater noget, der ligner borgerkrigslignende tilstande. Bevæbnede grupper står over for hinanden, og for hver dag, der går, eskalerer konflikterne.

I PORTLAND, Seattle, Chicago, Louisville og Austin, blot for at nævne nogle få byer, er der daglige sammenstød mellem sorte demonstranter, sorte og hvide militser og politiet. Det minder om ragnarok.

SVARET FRA Donald Trump har været at skrue op for antallet af våben. Mere isenkram. Mere ballade. Han har indsat en særlig føderal politistyrke med betjente fra blandt andet grænsepolitiet, FBI og sikkerhedstjenesten, det såkaldte Homeland Security.

DE LOKALE myndigheder, blandt andet i Portland, har bedt Trump om at trække sine tropper hjem igen. Statens demokratiske senator, Jeff Merkley, beskylder Trump for at indsætte politifolk, som opererer uden politiskilte, som kører rundt i anonyme biler, og som i en politistat anholder folk efter forgodtbefindende. Men præsidenten lytter ikke. Han fører valgkamp.

DONALD TRUMP  har tabt coronaen, som har kastet millioner af amerikanere ud i arbejdsløshed. Han kan altså ikke genvinde præsidentposten på økonomien, og tilbage er der så at spille den hårde banan, som med alle midler vil sikre lov og orden.

MEN DET sker med metoder, som vi ellers kun ser hos autoritære styrer som hos Trumps gode ven i Moskva. 

243 kommentarer
Vis kommentarer