'Den lille svindler'

Nu er det så et gourmetophold på et slot. Og hvorfor gør Lars Løkke sådan noget, hvorfor kan han ikke se, at sådan gør man ikke som statsminister, undrer de fleste sig. 

Med Lars Løkke er det imidlertid længe siden, vi passerede punktet, hvor det var gaverne, vennetjenesterne eller bilagenes karakter, det handlede om. Det har i flere år handlet om hans egen ditto.

Som Ekstra Bladet fortalte torsdag, skrev Løkke 23. dec. 2016 en sms til ejeren af Dragsholm Slot og bad om et gourmetophold som julegavekort til sin kone: ’Kan vi slå en hurtig handel af om en fredag til søndag på Dragsholm Slot (...) i løbet af foråret? (...) Bh. – og tak fordi du gad løbe med – Lars Løkke,’ lød det med henvisning til statsministerens løbenetværk.

Det kunne sjovt nok godt lade sig gøre at fikse, fik Løkke at vide fra stedet, hvor han bl.a. har afholdt regeringsseminar.

Og sådan har vi i medierne i årtier talt og skrevet om manden, Mogens Lykketoft har kaldt ’den lille svindler’.

Så skrev vi om, at der var personlige ’udgifter som i dag ser lidt skæve ud,’ som Løkke selv udtrykte det som finansminister i 2008. Vi skrev om hans taxa-kørsel som amtsborgmester for i alt 300.000 kroner over fire år. Så skrev vi om en hotelregning i falsk navn. Så skrev vi om 15 rejser til gennemsnitligt 50.000 kroner om dagen som GGGi-formand. Så skrev vi om, at Lars Løkke Rasmussen havde modtaget tøj for 15.000 kroner om måneden i ti måneder fra Venstre, fordi han som formand angiveligt ikke selv havde råd. Og så var der pludselig et gratis ferieophold i en kvotekonges sommerhus i Skagen.

Men vi må forstå, at der er statsminister-Lars og privat-Lars, har Løkke meddelt. Når Lars Løkke eksempelvis mødes eller sms’er med en kvotekonge, så er han Lars, der ikke har noget med statsministeren at gøre. Så er der ikke nogen ’styrende relation’, som Løkke har udtrykt det.

Og Lars ved åbenbart præcis, hvornår han bare er Lars, der beder om et gavekort, og hvornår han er statsminister. Det er kun os andre, der har problemer med at skelne. Hvorfor vi utidigt blander os i hans privatliv, har statsminister-Lars fornærmet meddelt.

Vi har på Ekstra Bladet endnu ikke set dokumentation for, at gourmetopholdet på Dragsholm Slot siden blev betalt af privat-Lars. Overordnet set må vi dog konkludere følgende:

Det er faktisk ikke så meget denne nye sag, der er det egentlige problem, som det er summen af dem alle.

431 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere