Den lukkede fristad

Christiania fylder 50 år, beboerne er blevet gamle, bander styrer hashhandlen, og det omgivende samfund har adopteret det mislykkede projekt, fordi det er mere rummeligt end Staden er. Foto: Thomas Vilmann
Christiania fylder 50 år, beboerne er blevet gamle, bander styrer hashhandlen, og det omgivende samfund har adopteret det mislykkede projekt, fordi det er mere rummeligt end Staden er. Foto: Thomas Vilmann

VI HAR skrevet det før på denne plads. Fristaden er fanget i såvel en alders- som en voldsspiral. Og nu er det med alderen tilmed grundigt godtgjort.

BERLINGSKE ER dykket ned i demografien. Christianitternes gennemsnitsalder er de sidste par årtier steget fra 29 til 42 år, mens den i resten af København er faldet fra 42 til 36 år. Andelen af beboere over 60 år er i fristaden steget fra fire i 1990 til 202 i 2021.

HVOR KØBENHAVNS befolkning overordnet set er blevet større, yngre, mere veluddannet, rigere og markant mere international gennem de seneste årtier, forholder det sig anderledes med christianitterne.

FRISTADEN HAR været lukket og ekskluderende så længe, at alt for få unge har fået fodfæste siden besættelsen af kaserneområdet i 1971. Til gengæld inkluderer Stadens åndelige og modstandsløse fallit, at det kendte slogan ’Bevar Christiania’ ligner nysprog for ’Bevar Hells Angels’ – eller Satudarah eller Loyal To Familia – der står bag hashhandlen i Pusher Street.

VI TALER om et voldsherredømme, de aldrende christianitter tydeligvis ikke magter at gøre op med, hvorfor politiet fra tid til anden må skride ind.

DET ER ikke fristaden, der er fri og ubunden. Det er os i det omgivende samfund, der gennem hele fristadens levetid - Christiania fylder 50 år i weekenden - har været generøse over for Staden.

ENDDA I en grad så vi end ikke længere kan kræve Christiania lukket. Den mulighed er forpasset. Christianitterne overtog i 2012 gennem en fond det 34 hektar store kaserneområde på Christianshavn med et afdragsfrit kreditlån. Og vi, samfundet, stillede garanti for lånet.

HVIS LÅNET misligholdes, må samfundet overtage gælden, hvis man vil undgå, at en kreditforening foræres det centrale Københavns største og mest attraktive byggegrund til lavpris. Vi har således adopteret Christiania. Og hvis ikke man har lært sine børn, at de skal tage ansvar for sig selv og opretholdelsen af livet, hænger man som bekendt på dem.

VI HÆNGER på Stadens borgere på godt og ondt. Omkostninger kan dertil blive høje, hvis de aldrende beboere skal samles op enkeltvis, fordi deres fællesskab ikke fungerer.

I DAG er det tydeligt, at en oprindelig intention om at ville et bedre samfund med Christiania, at ville fællesskabet, har forvandlet sig til, at man har gidseltaget samfundet for at fremme sit eget bedste.

MEN LYKKELIGVIS for Staden er Danmark modsat Christiania rummelig. Og vi kan i det mindste glæde os over, at fortællingen om, at alt til alle tider har vi andres skyld, nu sygner hen.