Joachim Holger Waldemar Christian har fået nyt job. Ordet fået er centralt her. Han var ikke nødvendigvis den bedst egnene kandidat, men han var prins.

På den danske ambassade i Washington, D.C., har man allerede en forsvarsattaché.

Så den post kunne prins Joachim jo dårligt gafle, mens han udlever sin midtlivskrise og åbenbart ikke tåler synet af sin egen familie. I stedet har Forsvarsministeriet oprettet en spritny stilling som forsvarsindustriattaché på ambassaden.

Og se så lige her: 

'Som et led i opprioriteringen af det dansk-amerikanske samarbejde vil der samtidig blive udpeget en assisterende forsvarsindustriattaché,' beretter Forsvarsministeriet knudret.

Tillad mig at fortolke dette kancellisprog; Jokke har brug for en tjenende ånd, så vi opretter sgu også lige en ny stilling til en assistent.

- Jeg er beæret over, at man har fundet mig kvalificeret til opgaven, udtaler prins Joachim.

Det er ikke en ære, kære Joachim, det er nepotisme.

Dette åbenlyse misbrug af skatteydernes penge er forstemmende og en hån mod de hårdtarbejdende officerer, der måtte efterstræbe et sådant job, men som ikke nyder de samme nedarvede privilegier.

Og det er slet ikke det værste. Nej, det værste er, at politikerne lader sig spænde for de kongeliges karet og straks indfører særregler, så Joachim kan beholde sin fuldfede apanage på 3,8 millioner kroner årligt i stedet for den reelle løn, der svarer til arbejdet.  

Det er naturligvis ikke meningen, at de kongelige skal kunne snuppe apanagen med, hvis de bosætter sig i udlandet.

'Årpengene kan ikke uden Folketingets samtykke nydes uden for riget,' som det er formuleret i grundlovens paragraf 11.

Men prinsen kan selvsagt slet ikke leve for en almindelig løn, og derfor ilede statsminister Mette Frederiksen da også fluks til med et beslutningsforslag, så han og familien fortsat kan leve i skatteyderbetalt luksus.

Et hvorfor trænger sig på. Hvorfor denne særbehandling og sleske leflen for en mand, som ikke engang er tronarving?

Det er dybt forstemmende, at politikerne automatisk klapper hælene i. Burde politikerne ikke i stedet sætte prinsen fri ved at lade ham nyde frugterne af en løn, der svarede til udført arbejde?