Den nye mand i midten

SOM MAN KAN læse i dagens avis, har Dansk Folkeparti blot ekskluderet et enkelt medlem i år på grund af rabiate holdninger.

Vist nok en slags rekord. Så stuerene er DF blevet.

Det er noget af det mest bemærkelsesværdige i dansk politik for tiden. Både Dansk Folkeparti og partiet, der mere end noget andet synes, DF bør blive ude på trappestenen i dansk politik, Radikale Venstre, har holdt årsmøder i weekenden, og deres roller er byttet rundt.

DANSK FOLKEPARTI er ikke bare blevet ’stuerene’. I dag sidder partiet i midten af dansk politiks stadsestue. Alle valg handler om udlændingepolitik. Al udlændingepolitik handler om Dansk Folkeparti. Enhver kan efter Mette Frederiksens (S) dumpning af de radikale på området se, at R har tabt pladsen og til hvem.

KRISTIAN THULESEN Dahl har i denne weekend sagt ting fra DF’s talerstol, der er som taget ud af munden på radikale ledere i forrige århundrede. Eksempelvis ’det er i forhandlingslokalet, at forandringer skabes’. Eller ’der er ingen snuptagsløsninger’.

Imens står Morten Østergaard udenfor og er ultimativ. Hvilket førhen var Dansk Folkepartis rolle. Han kræver af socialdemokraterne, at DF holdes udenfor.

MORTEN Østergaard ser ikke, at modstanden mod netop de radikales inkluderende udlændingepolitik i dag er den mest samlende faktor i dansk politik. Han begriber dermed ikke, at han selv er prisgivet denne politiske vold.

Meget få i dansk politik vil i dag, hvad de radikale vil på udlændingeområdet. Et markant flertal ønsker derimod Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Og da al dansk politik i årevis har handlet om udlændingepolitik, blev man i denne weekend netop mindet om, hvad det mere præcist betyder.

DE RADIKALE sidder nu ude på trappestenen. Og selvom leder Morten Østergaard netop har stået og kundgjort over for sit parti og dets medlemmer, at der har de det godt, så passer det ikke.

Vi taler i det hele taget om et af de mest markante skift i dansk politik. I hele forrige århundrede var det de radikale, der afgjorde, hvem der skulle sidde i Statsministeriet. Nu er det Dansk Folkeparti. Mette kan bare ringe, som Thulesen Dahl siger. Det kan Løkke også.

DET STÅR DEM naturligvis tillige frit for at ringe til Morten Østergaard. Men det virker ikke, som om de har hans nummer.

195 kommentarer
Vis kommentarer