Den straffende gud

Arkivfoto: Tobias Nicolai
Arkivfoto: Tobias Nicolai

’JEG ER en gammeldags, straffende Gud.’

Citat: Søren Pind, 2019

UDTALELSEN, som den tidligere Venstre-minister m.m. er kommet med til Berlingske, kan uden overdrivelse betegnes som opsigtsvækkende og med en rækkevidde af uoverskuelig historisk betydning. Hvis den altså står til troende.

I GIVET fald er den logiske konsekvens af udtalelsen, at Søren Pinds nye bog, der lander hos boghandlerne i dag, består af 346 stentavler med den guddommelige sandhed om Venstre.

OG DET står slemt til i Danmarks liberale parti ifølge stentavlerne. I årevis har Venstre været martret af blodige, interne magtkampe og studehandler.

DEN CENTRALE skurk er den fungerende formand, Kristian Jensen, der med sine støtter konsekvent har modarbejdet den nu forsvundne formand Lars Løkke Rasmussen. Også Claus Hjort Frederiksen har blod på hænderne.

DEN ENESTE, som er ren, er i sagens natur Søren Pind. Han har til alle tider kun haft partiets bedste for øje. F.eks. da han i 00’erne sagde nej til fem mio. kr. fra Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen til at starte et nyt liberalt parti.

ÅR SENERE fik han en åbenbaring om sig selv som V-formand. Men noget gik galt, og til sidst skred han fra partiet, fordi ’det blev for meget’.

TO AF DE angrebne – Kristian Jensen og Lars Seier Christensen – afviser kategorisk Søren Pinds stentavler. Derimod er der bred enighed om, at slagsmålene har sat sig dybe spor i partiet, som de færreste efterhånden ved, hvor de har.

OPSTILLINGEN AF Ellen Trane Nørby som modkandidat til Inger Støjberg til næstformandsposten, udstiller splittelsen. Inger Støjberg er populær blandt vælgerne, men hendes nationalkonservative, stramme kurs over for flygtninge og indvandrere møder betydelig modstand internt.

OMVENDT MENES Ellen Trane Nørby at favne bredt. Som Bertel Haarder siger:

– Hun er en samler og ikke én, der splitter. Det er meget værdifulde egenskaber. Hvis der er nogen, der kan være med til at give Venstre bredde, er det Ellen Trane Nørby.

OM IKKE ANDET forekommer Bertel Haarders vurdering en hel del mere jordnær end Søren Pinds selvudnævnte guddommelige sandhed.

131 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere