Den syge kultur

Socialdemokratiske ministre i højt humør. Politikerne, der som de eneste selv fastsætter deres løn og arbejdsvilkår, beder os om at arbejde mere, mens de uden at blinke klager højlydt over egen stress. Foto: Mads Nissen
Socialdemokratiske ministre i højt humør. Politikerne, der som de eneste selv fastsætter deres løn og arbejdsvilkår, beder os om at arbejde mere, mens de uden at blinke klager højlydt over egen stress. Foto: Mads Nissen

Politikerne på Christiansborg har det meget, meget hårdt. Det er de efterhånden alle sammen enige om. Kulturen er syg, arbejdstempoet for opskruet, tonen for hård. De laver simpelthen alt for meget, fortæller de os.

Det er skamløst. Vi taler her om arbejdsmarkedets mest forkælede mennesker. Politikerne kan melde sig syge uden lægeerklæring. De kan være på orlov i årevis. De har tre måneders sommerferie. De får to års løn, når vælgerne vrager dem. Og skattefri tillæg. Og vi kunne blive ved.

Alligevel turnerer de rundt til pressens velvillige mikrofoner og græder snot over, hvor hårdt de har det – når de altså ikke kommer med alvorstunge formaninger til danskerne om, at vi skal arbejde mere og være mere produktive.

Politikerne står selvfølgelig ikke ved, at deres heroiske kamp for mere magelige arbejdsforhold føres for deres egen skyld. De pakker det ind i, at det hele omvendt er for danskernes skyld. Det er for at forbedre lovgivningen, siger de.

Statsministeren vil blandt andet ændre den påståede syge kultur ved at erkende fejl og drosle ned på antallet af love og mængden af bureaukrati.

Det har statsministre til alle tider lovet. Ingen af dem har holdt det. Og Mette Frederiksen kommer heller ikke til det. En politiker, der laver færre love, bestemmer mindre. Og det kan ingen politiker lide.

For at teste regeringens villighed til fremover at sætte lovtempoet ned har Ekstra Bladet spurgt en række ministre om, hvorvidt de i denne valgperiode har lavet en lov, der dybest set ikke var brug for. Gæt selv, hvor mange love de fortrød. Rigtigt: nul.

Diskussionen om den syge kultur på Christiansborg er med andre ord gennemvædet af hykleri: Politikerne – der som de eneste selv fastsætter deres løn og arbejdsvilkår – beder danskerne om at arbejde mere, mens de uden at blinke klager højlydt over egen stress. De vil gøre op med love, men naturligvis ikke deres egne. De lover at erkende fejl, men de skal altid tvinges til det.

Der ER rent faktisk en syg kultur på Christiansborg. Dens navn er hykleri. Og den kultur må politikerne meget gerne må gøre op med. Så ville vi alle få det bedre.