Den syge telefon

 

IKKE KUN PATIENTERNE har det dårligt, når de ringer for at komme på skadestuen.

OGSÅ akuttelefonerne i de fem regioner lider af både hyppig forstoppelse og forvirrings-tilstande.

NU DREJER Region Syddanmark på en tallerken og vender sandsynligvis tilbage til det gamle system. Ikke mere tele-visitation hvis det står til regionens formand, Carl Holst, (V). Fri adgang til skadestuerne uden forudgående aftale. Om borgerne så også vender tilbage til fortidens lange ventetider er uvist ...

FORMÅLET MED den omstændelige visitation via telefon var, at kun det halve antal patienter skulle på skadestuen. De knap så syge skulle sies fra.

MEN NÆSTEN samme antal patienter skal stadig på skadestuen som før i Region Syd. Så teorien om, at folk nok var mindre syge, end de troede, holdt ikke. Til gengæld koster det regionen 18 millioner kr. at holde det store telefon-apparat kørende. Og systemet har været en gene for borgerne. Dette sidste indgår dog ikke i automat-reaktionerne mod Holsts forslag. De drejer sig mest om, at systemet er gud, og det skal bare have tid og flere penge.

OPRØRET fra syd vil formentlig komme regeringen på tværs. Regionen skal have tilladelse fra sundhedsministeren for at kunne vende tilbage til fri adgang til skadestuen – og dét bliver med tænderskæren og grøn røg ud af ørerne, hvis Nick Hækkerup ender med at måtte sige ja til Holsts ønske. Regeringen vil gerne sælge telefon-visitationen som en god velfærdsservice.

MEN FÅR SØNDERJYDERNE fri adgang til skadestuerne igen, sætter det måske en brand i andre egne, og så blusser hele den gamle vrede over de adgangsbegrænsede og nedlagte skadestuer op igen. Midtjylland og Region Sjælland er godt tilfredse, hævder deres formænd.

MEN HOVEDSTADENS borgere er f.eks. nogle af de mest irriterede og hårdt ramte. Ventetiderne på at komme igennem på telefonen er længere nu, end da systemet startede for et år siden.

38 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere