DEN ER HELT gal, og vi ved det allesammen godt.
Men samfundskatastrofen sker i slowmotion, så det kan være svært helt at få greb om ulykken: Velfærdsstaten er en kolos på lerfødder.
Og undermineringen har udspillet sig i årevis via små, triste nyhedsklip og ikke ét gedigent brag, der får alle til at vågne op.
MÅSKE HAR du en kusine, der er sygeplejerske. Og hvert år, når I mødes til familiefrokosten, kan hun lidt mere resigneret berette om horrible forhold på stuerne, elendige arbejdsvilkår eller så mager en gage, at du sidder let skamfuld og mundlam over broccolisalaten.
Jeg kunne såmænd også have brugt sosu-assistent på et plejehjem, pædagog i en vuggestue eller lærer på en nedslidt skole som alarmerende eksempel.
MÅSKE HAR du eller dine pårørende oplevet den udpinte offentlige service på egen krop. Forleden kom så endnu et par små pip i nyhedsstrømmen – som burde være bimlende advarselslamper.
NÅR ET JOB som sygeplejerske bliver slået op – forbliver 46 procent af stillingerne ubesatte, viste en rapport fra juni. Sum lige lidt over den. Det er næsten hver anden stilling, og på landsplan betyder det 4360 stillinger på landets sygehuse, som burde være besatte.
Men hvad så i fremtiden, det skal vel nok gå, det hele? Nej, udsigterne er desværre særdeles dystre, viste en anden advarsel i sidste uge:
ANTALLET AF unge, der søger ind på uddannelserne som pædagog, lærer og sygeplejerske, styrtdykker. For sygeplejersker er der et fald på 18 procent siden 2019. 15 procent for pædagogerne.
Samtidig vil antallet af ældre borgere i Danmark eksplodere i de kommende år.
Og det værste er næsten, at problemerne ikke skyldes, at den offentlige sektor er skrumpet.
Tværtimod er den samlet set vokset betragteligt igennem årtier, så vi i dag har omkring 830.000 offentligt ansatte.
MEN HVORDAN hænger det så sammen, når du og dine nærmeste igen og igen oplever så elendig offentlig service?
Måske fordi antallet af konsulenter, projektmagere, kommunikationsfolk og Djøf-kontrollanter i kommuner og regioner samtidig er steget eksplosivt, mens der desperat mangler varme hænder på plejehjem og sygehuse.
Vi styrer med sikker kurs mod velfærdskatastrofen, og imens nedsætter politikerne den ene kommission efter den anden, som officielt skal komme med bud på løsninger, men reelt er syltekrukker.
Derfor bør vi kræve, at den syge velfærdsstat bliver hovedtemaet under det kommende valg.
Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.