Der er stadig fejet meget ind under gulvtæppet

Hvis højesteretsdommer Mogens Hornslet havde siddet
for bordenden i Tibet-sagen og sagen om Thornings
mands skat, var de endt anderledes. Foto. Thomas Wilmann
Hvis højesteretsdommer Mogens Hornslet havde siddet for bordenden i Tibet-sagen og sagen om Thornings mands skat, var de endt anderledes. Foto. Thomas Wilmann

Mørke: I dag er det 25 år siden højesteretsdommer Mogens Hornslet afleverede den tamilrapport, der fældede Poul Schlüters regering. Kritikken var sønderlemmende, fordi man i måneder ulovligt havde tilsidesat tamilernes retskrav på at få deres familier her til Danmark.

Hele det politiske establishment var i chok, og i de forløbne 25 år har vi heller ikke igen set så hård en kritik fra en undersøgelseskommission. Der har ellers været nok af muligheder: PET, Dan Lynge, Farum, Thornings mands skattesag og Tibet sagen.

Og det er pointen. Læren af Tamilsagen er desværre, at det er blevet sværere at få skidtet frem i lyset. Der er blevet mørkere i magtens korridorer.

For da først det politiske system havde sundet sig efter Tamilsagen, så sørgede de for at pakke sig selv ind i et tykt lag af spindoktorer og lovgivning, så magten de seneste 10 år har lukket sig endnu mere omkring sig selv.

Det værste eksempel er den såkaldte mørklægningslov fra 2013, hvor offentlighedens adgang til at tjekke magten er blevet stærkt begrænset.

I 1999 vedtog man også en ny lov om Undersøgelseskommissioner. Den sikrede, at de, der møder op som vidner ved, hvad det hele handler om. Det anede toppolitikere og embedsmænd knap nok i Tamilsagen. Og det holder naturligvis ikke i en retsstat.

Men samtidig ændrede man også det mandat, som Mogens Hornslet havde i Tamilsagen. Han skulle kortlægge ’fejl og forsømmelser’. I dag skal Undersøgelseskommissionerne ’undersøge og vurdere’. En noget blødere formulering.

Virkeligheden er, at alle, der deltager i undersøgelseskommissioner, er mere på vagt. Politikere og embedsmænd er bedre forberedt, og dommerne langt forsigtigere end Hornslet, når de drager konklusionerne.

Resultatet bliver som i den seneste kommissionsundersøgelse, Tibet-sagen. Ansvaret tørres af på to underordnede politifolk. I en anden af de nyere sager, kommission om Thornings skattesag, var det åbenlyst, at topembedsmænd og venstre-folk helt uberettiget havde snaget i mandens skattepapirer. Men alle slap alligevel fri.

Jeg tror, at hvis højesteretsdommer Mogens Hornslet havde siddet for bordenden i disse to undersøgelser, var det endt anderledes.

For 25 år siden forsøgte Poul Schlüter at undgå en tamilundersøgelse ved fra Folketingets talerstol at sige de berømte ord: ’Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet’.

Men det var der, og det bliver der stadig.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen