Derfor er dansk seerrekord så vigtig

2.740.000

Den er hjemme, som man siger. Ikke bare VM-titlen i herrehåndbold, men også seer-rekorden. Og hvorfor er det vigtigt at hive dette abnormt høje seertal frem i en leder?

Fordi de fleste udlægninger af Danmark i de seneste år har fortalt den modsatte historie. Som var det sandpapir mod huden, er vi blevet revet med, at fællesskabet er i opløsning. Ingen ser det samme i tv mere, har det eksempelvis lydt. Sammenhængskraften er i fare. Landet falder fra hinanden. Provinsen sygner hen.

Søndag aften i Herning fortalte en helt anden historie.

Håndbold er fra provinsen. Fra Helsingør til Hirtshals og fra Skagen til grænsen. Stort set alle spillerne på det danske herrelandshold er fra Jylland. Og hvis ikke de er, er de fra Fyn eller det Sjælland, der ligger uden for København.

Som Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance, men nok mere relevant i denne sammenhæng også er sociolog, skrev på Facebook: ’Håndbolden er vort håb. De steder i landet, hvor der findes en levende interesse for håndbold, er endnu ikke brudt sammen i værdirelativisme og identitetspolitik’.

Landsholdsspillerne er vokset op i en provinsiel sport. Søndag gjorde de den til hele vores verden. Håndbold er således noget særligt Danmark. Ikke fordi spillet er en dansk opfindelse. Men fordi en sportshal, i hvilken der mest spilles håndbold, udgør det hængsel, hvorom en af dørene til Danmark åbner sig videst og smukkest. 

Det har i årtier været en del af mange danskeres tilværelse at være vokset op i et bryggersland af parceller bygget i gule eller mokka mursten omkring en idrætshal med et cafeteria, igennem hvilke de blev socialiseret.

DE MANGE DANSKERE, der så finalen mellem Danmark og Norge, så den dermed ikke blot som en sportsbegivenhed. De så den også som en kulturbegivenhed. Som en national manifestation. Derfor er det imponerende seertal vigtigt at bemærke i en leder. Det er mere, end nogen kongelig begivenhed har trukket. Det er højere end seertallet ved EM-finalen i fodbold i 1992.

Det har således længe heddet sig, at Danmark som nation er en tabshistorie. Sammenholdet forgår. Den danske sammenhængskraft eroderer langsomt i det farlige, globale tidevand.

Næste gang, nogen ymter dette, kan man smilende svare:

2.740.000.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere