Det bundløse hul

Penge har der været nok af i årevis til DSB. Det viste en optælling for nylig til Folketinget. De sidste 11 år er der investeret 132 milliarder. Hvor blev de af?

Et dugfrisk serviceeftersyn af jernbanenettet viser et sørgeligt syn: Togdriften i juni 2020 fremstår ’nedslidt, umoderne og udfordret’. Og det er Trafikministeriets egne ord! Eftersynet fortæller også, at tog i Danmark mindre end nogensinde kan konkurrere med bilen.

Midt i togdriftens mest skæbnesvangre periode har transportministeren alligevel netop sagt god for, at flere tog må komme for sent.

Man tror, det er løgn. Ambitionsniveauet er som hos en henslængt teenager, der lider af svære tømmermænd under dynen og bræger: ’Kræv ikke noget af mig – jeg lider’ til enhver forventning fra omverdenen. Man ved jo netop, at for togpassagererne er punktlighed det allervigtigste.

DSB-medarbejderne på gulvet burde for de flestes vedkommende have en medalje for at køre videre trods sure kunder og mærkelige, overbetalte mellemledere, der f.eks. havde jobopslag for at finde en ’innovations-rebel’. 

Som i andre offentlige sammenhænge har DSB slæbt rundt på et monstertykt lag af konsulenter og klogeåger, der enten har frikort til første klasse eller aldrig ville drømme om at sætte deres italienske ruskindssko i et offentligt transportmiddel. 

Imens overhales Danmark af lande som England, Tyskland og Sverige, hvor passagertallet stiger med raketfart. Sverige og England er ovenikøbet nogle af de mest privatiserede, hvad der jo herhjemme anses for at kunne smadre al kollektiv trafik. Tog er hot, så det basker, overalt! Blandt andet fordi det er et klimavenligt, attraktivt alternativ til biler og fly.

En af fortidens fatale fejl er uden tvivl, at Nyrup-regeringen opgav elektrificering af togdriften i 1999. Det satte os lysår tilbage. I stedet holdt man fast i diesel og investerede milliarder i de håbløse IC4-tog.

Også planen i Thorning-regeringen om, at der kun måtte være en times kørsel mellem de store byer, har lagt megen planlægning i benlås. 

Skiftende trafikpolitikeres trang til at styre tæt tager dog prisen for DSB’s tragedie. Den ene mere forstokkede tredjerangspolitiker efter den anden har kloget sig på noget, de ikke magter eller burde blande sig i. Lige fra køreplaner til milliard-investeringer og placering af nye stationer (helst i trafikordførernes valgkreds).

Som trafikøkonom og professor Mogens Fosgerau lakonisk konstaterer: ’Det er måske ikke særlig smart at have Folketingets trafikudvalg til at stå for togdrift i Danmark’. Amen!

155 kommentarer
Vis kommentarer