Det er ikke mit bord

MILLIARDERNE sidder løst i valgkampen. Politikerne lover til højre og venstre, men ét emne synes nærmest tabu-belagt: Omsorgen for de ældre.
De gamle er gemt og glemt og omtales kun som ’ældrebyrden’. Det sker, når Christiansborg-folket jamrer over, at der vil være 140.000 flere ældre i 2020, og at det vil have alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien.

VEL ER HJEMMEHJÆLP og madudbringning m.m. kommunernes ansvar, men det er regering og folketing, som bestemmer, hvor mange penge de har til rådighed.
Gamle mennesker udgør ingen pressionsgruppe, og derfor bliver de ofte udsat for sparekniven. Ekstra Bladet har således afsløret, at antallet af medborgere, som modtager hjemmehjælp, er faldet med omkring 35.000 på syv år. Det betyder, at der er skåret over fem millioner hjemmehjælps-timer!

MANGE ER AFHÆNGIGE af hjemmehjælperen, som skal løbe hurtigere og hurtigere for bare at nå det mest nødtørftige: En overbrusning eller en klud over kroppen højst én gang om ugen plus en moppe klasket på gulvet og en klud over møblerne hver tredje uge.
Ingen hjælp er så ringe, at den ikke kan gøres dårligere. En af landets rigeste kommuner, Hørsholm, forsøgte at spare nogle tusinde kroner på kun at skifte sengetøjet én gang om måneden hos 300 senile gamle, men det blev heldigvis forpurret.

UDLICITERING ER et kapitel for sig. For at få ordren i hus underbyder mange private firmaer hinanden, og det får selvfølgelig konsekvenser for de ældre - bl.a. i form af elendig mad.
På Christiansborg ved man udmærket, at der er noget rivende galt med ældreplejen - men man skyder problemerne fra sig med bemærkninger om, at ’det er ikke mit bord’.

SOM VENSTRES ældre-ordfører Anne-Mette Winther Christiansen forleden sagde til Ekstra Bladet: -Vi skal ikke være politikere for badeforhæng og leverpostejmadder!
Sådan taler en umoralsk politiker. Selvfølgelig skal der gribes ind centralt, hvis det konstateres, at gamle misrøgtes systematisk flere steder i landet.

VI SYNES, du skal stille dig selv spørgsmålet: Er du tryg ved tanken om den hjælp, du kan få, når du ikke længere kan selv?
Svaret giver sig selv hos langt de fleste: NEJ.

80 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere