DET ER IKKE pengene. Det er knap nok princippet. Og det er slet ikke begivenheden i sig selv.

For hvad handler sagen egentlig om, når Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, har brugt byens rådhussal til sit bryllup helt vederlagsfrit, mens enhver anden borger skal betale leje på mindst 65.000 kroner?

DEN HANDLER om Anna Mee Allerslev selv og hendes klasse.

Borgmesteren siger med sin handlemåde, at hun er hævet over andre borgere. Signalet, hun sender, er, at Anna Mee Allerslev ikke nødvendigvis sidder på sin post for borgernes skyld, men derimod for sin egen.

Borgmesteren rager åbenbart gerne til sig, hvis hun kan. På trods af at hun som folkevalgt om nogen burde hæge om, at alle borgere har lige rettigheder.

ANNA MEE Allerslev forsøgte allerede aftenen før offentliggørelsen af historien i en Facebook-opdatering at komme Ekstra Bladet og BT i forkøbet. En opdatering, hvori borgmesteren – ud over at glemme det med de 65.000 kr. – hævdede sin ret. Hun påberåbte sig sit privilegium i sagen med et bestemt argument: Allerslev ’elsker København’.

Følgelig må alle kunne forstå, at hendes kærlighed ikke kan gøres op i noget så prosaisk som penge. Følgelig skal københavnerne åbenbart belønne hende med en stor, femcifret bryllupsgave. Følgelig skal alle rulle en rød løber af skjulte løntilskud og beundring ud for hendes selviscenesatte politiske karet-kørsel?

ANNA MEE Allerslev har derefter i egen borgmesterskikkelse tilsyneladende opdaget, at der er grænser for, hvor meget man kan flotte sig på andres bekostning - og for hvor meget ord dækker over hendes nøgne handlinger.

Mens denne leder skrives, har borgmesteren pludselig tilbagebetalt godt 17.000 kroner. For en anden fest afholdt på Københavns Rådhus, nemlig Anna Mee Allerslevs fødselsdagsreception. Der skulle dog en besked om en ansøgning om aktindsigt i hendes repræsentation til at anspore indbetalingen.

MEN DET ER som nævnt ikke pengene. Skat kommer med regningen. Det er heller ikke princippet. Hun har sådan set selv sat en effektiv stopper for borgmestres bekvemme privilegieblindhed.

Det egentlige er, at når politikerledens bål brænder, og en særlig politisk klasse hændervridende beklager opvarmningen, så konfronteres den i borgmester Allerslev med sin egen rolle som benzin og dermed skyld i bålets buldren:

Vi taler om en klasse, der fior ofte tror, den ved bedre og har mere ret end andre.