Det forbudte ord

SPARE-IDÉERNE for Region Hovedstadens sygehuse kom i går frem: Igen stod dansk politiks nok værste ord – brugerbetaling! – med flammeskrift mellem linjerne.

Og så lige fra en socialdemokratisk regionsborgmester, Sophie Hæstorp Andersen! I en tid hvor hendes parti har utrolig travlt med at bedyre, at S er imod brugerbetaling, mens Venstre er for. Venstre tør bare ikke indrømme det, påstår S ...

Alene at undersøge omfanget af den eksisterende brugerbetaling i hele sundhedssystemet er en ’glidebane’. Vi må ikke få et overblik, for det bliver bare misbrugt, gyser den socialdemokratiske sundhedsminister.

HVORFOR EGENTLIG? Medicin, tandlæge og briller betaler vi selv en stor del af – af gammel vane. Flere og flere har private sundhedsforsikringer. Måske kunne man lægge brugerbetalingen et sted, hvor folk bedre har råd? Ikke spare, men bruge brugerbetalingen anderledes. Dårlige tænder er f.eks. en svøbe for samfundets svage, fordi tandlægebesøg ikke er gratis, som den praktiserende læge jo er.

I STEDET for at se nøgternt på det store billede fnidrer systemet videre med smågebyrer ad bagdøren. Som regel vil administrationen være helt ude af proportion med indtægterne.

Denne gang tumler hovedstadens hospitaler så åbenbart med at indføre mere brugerbetaling for den mad, som pårørende spiser.

FORESTILLER de sig, at fætter Viggo og moster Bertha vælter ind på afdelingerne og skovler i sig af dampkogte kartofler og bæbrun skovmandsgryde, når nevøen er indlagt?

Dansk Folkeparti har godt nok været oppe at køre en gang over, at indvandrerfamilier drak for meget saftevand i venteværelserne – men alligevel: De færreste hospitaler er et sted, man haster hen ved tanken om et gratis måltid.

OG BETALING for lægebesøg? Hvem fostrer den skøre idé? Det må være meget, meget få mennesker, der går til lægen med mindre, de er syge.

Så grinagtigt er det heller ikke at sidde i venteværelset og læse gamle eksemplarer af ’Helse’.

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere