Det genfundne folk

Så stod den socialdemokratiske regering der på et slagteri og gav sig ud for at være i vater med den danske arbejder, ja, for at have været i gemmerne og finde sin egen, indre amagerhylde, om man vil.

Fordi det er nødvendigt. Og fordi Socialdemokratiet i årevis og på arrogant vis bildte sig selv ind, at moderne tid stort set havde udslettet håndens arbejde og dermed arbejderklassen.

Men som forfatteren Lars Olsen har dokumenteret i bogen ’Det forsvundne folk’, blev arbejderklassen tværtimod gjort usynlig i den offentlige debat, selvom den fortsat udgør 39 procent af befolkningen.

Genopfindelsen af den er således noget af det mest interessante ved Mette Frederiksens nye Socialdemokrati. Man dyrker igen intenst, ihærdigt den del af danskerne, der ikke har en akademisk uddannelse. Modsat at marinere sig i øvre middelklasse-manerer som da den rosenrøde partifarve under Thorning billedligt talt skiftede til bourgognerød til mellem 100 og 300 kr. flasken.

Derfor lægger statsministeren videoer ud, hvor hun spiser leverpostejmad. Derfor står hun på et slagteri i Horsens og præsenterer en plan for nedslidte og sagnomspundne ’Arne’.

Det sker, efter partiet i mange år syntes at have tabt sit ekkolod ned i dansk politiks plumrede gadekær.

I midten af Anders Foghs æra i 00’erne havde Socialdemokratiet over to valg mistet 30 procent af sine vælgere. I midten af 10’erne under Løkke – og efter Thorning-Schmidts løftebrudsregering – viste målinger, at Dansk Folkeparti var landets største arbejderparti og Venstre nummer to.

Man kan således fremhæve, at dyrkelsen af ’Arnes tur’ dækker over langt mere end et udspil til tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

Det politiske udspil i sig selv ligner faktisk et illusionsnummer, efterhånden som det godtgøres, hvor få der egentlig kommer til at gå direkte fra invaliderende jobs til nåde i deres solnedgangsliv. Samt ikke mindst efterhånden som det afsløres, hvor mange af de relevante nedslidte der allerede har forladt arbejdsmarkedet på andre ordninger. Eksempelvis efterløn, som Ekstra Bladet kan godtgøre.

Egentlig var der nærmest tale om en potemkinkulisse – en falsk facade – da statsministeren med både finans-, skatte- og beskæftigelsesminister – hvoraf ingen ironisk nok nogensinde har haft, hvad mange andre vil kalde et rigtigt arbejde – lod sig flankere af fotostater af slagteriarbejdere.

Det er måske mest af alt et overordnet narrativ, som det hedder i spin- og reklamebranchen.

 

154 kommentarer
Vis kommentarer