Det Hvide Hus forbi

Trump og Republikanerne tabte Repræsentanternes Hus, men har stadig Senatet. Som ventet. Foto: AP
Trump og Republikanerne tabte Repræsentanternes Hus, men har stadig Senatet. Som ventet. Foto: AP

EGENTLIG BØR NOGET andet end det overordnede resultat fremhæves.

For ja, der var amerikansk midtvejsvalg. Og der skete tilsyneladende en hel masse – og så alligevel ikke rigtig noget. Det er den korte version.

Trump og Republikanerne tabte Repræsentanternes Hus, men har stadig Senatet. Som ventet. Og USA går nu ind i et lovgivningsmæssigt dødvande, hvor parterne i en todeling af magten holder hinanden i skak.

Til gengæld er der andre og længere udlægninger.

FOR DET FØRSTE vil Demokraterne med sejren i Repræsentanternes Hus forlange præsidentens finansielle forhold gransket. Donald Trump skal hermed ikke alene undersøges for, om han med russiske forbindelser snød ved præsidentvalget i 2016. Nu undersøges det tillige, om han har snydt i skat.

En meget udskreget rigsretssag er dog udelukket. Den er således et nederlag for Demokraterne på forhånd. Senatet skal fælde dommen, og her har Trump flertal. Til gengæld kan den moralske dom afgøre præsidentvalget om to år.

FOR DET ANDET betyder Det Demokratiske Partis nye flertal i Repræsentanternes Hus, at Trump ikke kan få sin mur mod Mexico. Han kan heller ikke nedlægge sin forgængers sundhedsreform, Obamacare. Og han er sat mat i mange andre sammenhænge.

Hvordan vil Trump klare sig, når han ikke får sin vilje? Og hvordan vil hans støtter reagere herpå?

FOR DET TREDJE skriver det amerikanske midtvejsvalg sig ind i historien om de delte samfund i Vesten i disse år. Blokke står ikke bare over for hinanden, men definerer sig også i stigende grad i kraft af fjenden snarere end sig selv.

Den blå bølge af demokrater, der skulle ramme Trumps Hvide Hus, blev et plask i den politiske balje.

En åbenbaring viste sig imidlertid: Aldrig er så mange kvinder blevet valgt. Den 29-årige demokrat Alexandria Ocasio-Cortéz er den hidtil yngste.

De to første muslimske kvinder blev valgt. Ligesom de to første kvinder med indiansk baggrund.

Den ene af sidstnævnte er demokraten Sharice Davids.

Hun er LGBT-person, advokat og tidligere MMA-kæmper (mixed martial arts – en kampsport). En kvinde, man gerne så den amerikanske præsident forsøge et ’grab them by the pussy’ på.

MAN KAN DRØMME om et nyt USA. Et USA, der endnu ikke er ankommet, men er på vej. Det store ved midtvejsvalget kan forhåbentlig anes i det små. Som et varsel om, at præsidentens type snart er fortid.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen